Jeg må erkende, at rejsen i USA lige nu er ret langt væk. Så den sidste del af rejsebeskrivelsen kommer ikke lige på bloggen. Faktisk har jeg ikke engang fået tømt kameraet endnu. I det hele taget er der bare en masse ting, der hænger i mit liv lige nu. Derfor har der også været ret stille her på bloggen.

Hvor pokker skal jeg starte. Jo, det vigtigste og værste først: Min mor er syg. Hun er hårdt ramt efter en blodprop i hjernen, og har nu snart været indlagt i 2 måneder. Det er så sørgeligt, at jeg snart ikke har ord for det mere. Det er så uretfærdigt, at skæbnen endnu engang langer ud efter os. Min mor bliver aldrig sig selv igen, og ud over at jeg har så forfærdeligt ondt af hende, er det jo også en sorg. For jeg har mistet den mor jeg kendte, og hun kommer aldrig tilbage. Hun har ændret personlighed, og vores forhold er for altid forandret. Desuden er der en masse praktiske ting og tanker, der skal tages hensyn til.

En lille uge efter min mor blev syg, var jeg til eksamen på jura. Jeg kunne selvfølgelig slet ikke koncentrere mig om læsningen op til, og jeg fatter slet ikke hvordan jeg kom igennem den eksamen og den efterfølgende. Men det gjorde jeg, og jeg bestod dem begge med gennemsnitskarakterer. Egentlig var det jo slet ikke vigtigt med de eksamener lige der, men jeg kunne jo lige så godt gøre forsøget. Forleden skrev en veninde til mig, at hun syntes jeg var sej, og at hun ikke forstår, jeg kan klare så mange ulykker i livet. Det bevæger mig meget, at nogen tænker sådan om mig. Selv synes jeg jo bare, at jeg spræller i nettet, og kører ren overlevelse.

For det koster jo at blive ramt igen og igen. Jeg var begyndt at føle, at min egen kræftsygdom her snart 6 år efter var rigtig meget på afstand. Nu kom det med min mor så, og det er som om, vi bare aldrig kan få lov at ånde lettet op.

Oveni det hele slås vi med nogle dumme ting. Jeg ville gerne skrive nærmere om dem, men det kan jeg ikke endnu.

Jeg er startet på 4. semester på mit deltidsstudie. Egentlig skulle jeg nok have holdt en pause og have passet på min mor og mig selv. Men studieordningen er lavet om, så jeg skal være færdig med 1. del af studiet inden for en tidshorisont. Måske havde jeg et år mere at løbe på, men nu skulle jeg gerne afslutte den til sommer. Desuden er faget forvaltningsret, som jeg meget gerne skulle have det væsentligt lettere og bedre med end andre fag, efter mange år i statens tjeneste. Uha, faktisk har jeg lige haft kobberbryllup med bror stat, og det er da egentlig meget godt klaret, når man kun er 33 år (eller er det mere patetisk?). Heldigvis har jeg fordelt min tid over 3 arbejdspladser på 3 ministerområder, og så er det vel ikke så slemt.

Jeg kom da helt i godt humør af at skrive lidt herinde igen. Måske er det det, der skal til :-)

Vi er jo nogen, der har sat vores hus til salg. Nu er der billeder und alles på nettet. Samme dag så jeg et hus på nabovænget, der er 14 m2 og et værelse større, til salg til samme pris som vores. Jeg kiggede selvfølgelig "indenfor". Hold op hvor kan man bare bo grimt....og brunt. Det var jo helt vildt. Der var endda et orange køleskab. Nå men jeg var da lidt nervøs for, om disse ekstra m2 var en reel konkurrence til mit hussalg. Det kan stadig ikke afvises, men faktum er, at der er hele 2 fremvisninger i morgen. Hi hi, det er da meget godt, når huset kun har været til salg i en lille uge.

Jeg er for resten blevet lidt småsyg. Ondt i hals og masser af snot. Heldigvis findes der jo næsespray, for det hjælper mig virkelig til at sove ordenligt, fordi jeg så ikke behøver trækket vejret gennem munden. Men selvfølgelig var den tom, da jeg havde aller mest brug for den. Til jeres information kommer her en beskrivese af, hvor desperat man kan være: Man kan kl. 2.30 om natten hente en brødkniv i køkkenet. Med den skærer man den næsten tomme næsespray i stykker, ligger sig på gulvet (thank God for gulvvarme), og hælder de sidste dråber i næsen, men man suger voldsomt opad. Det var en noget blandet fornøjelse, ikke mindst fordi man med denne metode, får alt for meget af det der væske i snudeskaftet. Det smagte temmelig grimt i lang tid. Den gode nyhed var, at mine slimhinder var fuldstændige lammede i over 12 timer efter. Nok ikke så sundt men nok til at jeg fik min nattesøvn, og ikke skulle tørre næste hele næste formiddag.

Der er da vist lige pludselig gået en masse dage uden nyt på bloggen. Jeg må lige tage mig sammen.

Jeg havde en rimelig hektisk uge i sidste uge med træning og møder. Torsdag var der temadag på arbejdet med efterfølgende fest. Vi havde en rigtig god dag, og jeg var fuld af lyst til at ændre ting i afdelingen. Festen var som altid, når jeg er sammen med mine søde kolleger, en sjov aften. Temaet var Mexico, og jeg gjorde da vist klogt i ikke at skrive om det herinde før nu. Nogen havde nemlig forsøgt at finde ud af, hvad der skulle ske, ved at læse herinde. Men HA, den gik ikke, søde ven. Festen var som sagt sjov. Alle var i godt humør, og der blev spist, grinet, leget, drukket og danset. Desværre havde nogen glemt at give vagtfirmaet besked om, at vi holdt fest. Så pludselig dukkede en vagt op og smed os ud. Noget af en brat afslutning, især fordi vi kun fik få minutter til at komme ud. Lidt underligt, når det nu er os og ikke ham, der arbejder der. Men ud kom vi, og jeg tog ind til byen med 2 kolleger. Det var hyggeligt, men værtshuse med dansk top musik er ikke lige mig. Så jeg måtte hjem. Det kunne jo ikke være så svært, skulle man tro. Jeg ringede til dsb (automatisk info - der er åbenbart ikke råd til levende medarbejdere). Her fandt jeg ud af, at der var forbindelse 20 min senere. Så mig afsted mod banegården. Jeg tjekkede infotavlen, men der var ikke noget tog til Svendborg. Der holdt så en bus, og jeg spurgte chaufføren, om han mon var hurtigst til Svendborg. Han mente nok, at det trods alt var toget. I det samme kom det ind på perronen, og jeg skyndte mig hen, og trak en billet. 63 kroner fattigere, gik jeg tilbage til toget, og konstaterede, at der i modsætning til mange ulande, ikke kører tog om natten, her hvor jeg bor. Aaaaah "medtager ikke passagere". Tilbage til bussen....som så var kørt i mellemtiden. Komplet umuligt at komme hjem på denne her ø. Utroligt, for jeg bor dog trods alt ikke i en lille landsby på bøhlandet. Eller ja, det gør jeg måske. Jeg måtte jo så ringe til min søde mand og anmode om afhentning. Han var ikke vildt imponeret, men kom heldigvis, og hentede mig. Mens jeg ventede, forsøgte jeg at få refunderet min ubrugte billet. Men det kan man skam ikke. ALT var bare lukket. Meget mærkeligt. Jeg ved godt, jeg har boet for længe i København, og er vant til offentlig transport hele døgnet, men jeg havde alligevel ikke forventet, at forskellen var så stor til provinsen.

Så var der jo helligdag i sidste uge. Min yndlings slags dag. Hvad brugte jeg den til? Lå måske en lille bitte smule i fosterstilling og øffede efter chips og cola. Faktisk gik det meste af weekenden med ingenting. Egentlig meget rart en gang imellem.

Aksel blev afleveret i Køge i aftes, og så var det bare tilbage til arbejdet mandag. Dagen startede med lidt af et antiklimaks i forhold til al optimismen fra i torsdagens temadag. Vores nye kollega har nemlig valgt at forlade os igen. Skide træls. Nu er vi banket flere omgange tilbage. Men vi er ikke slået hjem, så vi skal nok komme tilbage. Men det var da lidt træls. Efterhånden mangler vi 3-4 kolleger, og det er for meget af det gode.

Dagen i dag var også lidt underlig. Mest fordi folk var lidt modløse på kontoret. For mit vedkommende handlede modløsheden også om sundhedssystemet. Jeg skal til kontrol på onkologisk den 9.5. Kontroller er for mig, og min mand, altid lidt svære. Frygten og tankerne fra dengang jeg var syg, kommer tilbage. Hvad nu hvis... Til daglig fylder canceren ikke ret meget for mig, men i dagene optil og mens jeg sidder i venteværelset, har jeg svært ved at kontrollere min frygt for tilbagefald og død. Men kontrollerne giver os næsten altid følelsen af lettelse. Vi går ud derfra, og er glade for, at jeg endnu engang er frikendt, og vi griner nærmest af den frygt, vi 30 min tidligere ikke kunne styre. Sidst jeg var til kontrol var i efteråret. Min oprindelige aftale blev aflyst få dage før, og jeg måtte gennem et par uge flere gange presse på for at få en ny tid. De tilbød til sidst, at jeg kunne komme ind til en ung reservelæge. Jeg tænkte, at det trods alt var en læge. Men ak, hun var meget ung og vidste ikke meget, om det vi spurgte om. Hun sagde også direkte forkerte ting. Efter mere end 4 år i det her brystkræft-game ignorerede vi hendes uvidenhed, men værst af alt : Kontrollen gav os ikke den lettelse, vi som regel føler. Angsten var der stadig. Efter nogle uger, fik vi den selv på afstand, men det var da ikke let. Nu er det som sagt tid til kontrol igen. Denne gang har vi tid ved en overlæge, for vi vil ikke gennem den oplevelse en gang til. Inden kontrollen skal jeg denne gang have lavet mammografi og ultralydsundersøgelse. Jeg har endnu ikke hørt noget, så i dag ringede jeg til OUH, for lige at høre hvornår jeg kunne få de 2 undersøgelser. Det skal jo være inden 9.5. Svaret var ikke det bedste. De har lægemangel, og kan ikke nå det inden 9.5, så jeg kan blive henvist til Svendborg. Men her strejker de, og sekretæren sagde lige ud, at min kontrol da sikkert også ville blive aflyst. Men hun er ikke fra onkologisk, og ved ikke hvad hun taler om. Men hun var virkelig træls at snakke med. Tog ikke mine frustrationer alvorligt. Imellemtiden havde onkologisk lukket, men jeg må prøve at ringe igen i morgen. Så lidt en øv-dag.

I morgen skal jeg til København. det bliver dejligt. Jeg skal på kursus i 2 dage, og overnatte ved min søde veninde. Det bliver hyggeligt. Torsdag efter kurset er der hygge med endnu en veninde, inden turen går hjemad igen. Fra København kører der jo altid tog!

Jeg vil gerne benytte dette indlæg til at fortælle om min kære tidligere kollega, der har tabt kampen mod kræften. Hun blev kun lige lidt over fyrre år, og hun døde fra sin mand og sine to piger, der skal konfirmeres til foråret. Jeg synes, det er så uretfærdigt, at hun ikke skal have lov at se de piger vokse op. At hun ikke skal have lov at blive bare lidt ældre. Det er ikke fair.

Vi delte kontor, slik og sladder i 3 år, og da jeg selv var syg, græd hun sammen med mig. I morgen bliver hun begravet, men jeg kan desværre ikke være der pga arbejde. Men jeg ønsker hende en god rejse. Tak for mange gode timer. Måske mødes vi igen om 60 år på den anden side?

Døden er en underlig størrelse. Den gør så ond for dem der står tilbage, og den rammer tit så uretfærdigt. Jeg synes, jeg på det sidste, har set, at "manden med leen" har svunget lige rigeligt, blandt folk jeg kender, eller dem de kender.

Døden kan også være en lettelse. Både for den der lider, og den der står ved siden af. Men sorgen vil altid være det, der står tilbage.