Smartlog v. II » Malenes blog » motion
Opret egen blog | Næste blog »

Long time....

23. sep 2008 14:26, lyngbo

Jeg har besluttet, at dette indlæg ikke skal handle om, hvor travlt jeg har, og en masse undskyldninger for ikke at have skrevet i 100 år. Så egentlig skal dette indlæg jo starte, hvor jeg slap i sommer. Min hukommelse er ikke den bedste (længe leve kemohjerne), så det bliver i korte træk.

Sommerferien startede med Langelandsfestivalen, men det har vi vist trampet rundt i. Jeg kan dog lige nævnte, at min telefon døde efter vandturen, men at jeg nu endelig er mobil igen. Også hvad angår sms og ørebøf (den slags kræver en kode, og hvor var den lige her 2 år efter anskaffelsen?).

Derefter gik turen til Bornholm. Den dag vi kom, var der så meget uvejr, at hurtigfærgen ikke sejlede. Resten af ugen var vejrmæssigt en noget blandet fornøjelse. Men desværre var det ikke alt for godt. Vi grillede en enkelt dag, men spiste indenfor. Vi boede i Sorthat/Muleby mellem Hasle og Rønne på nordvestsiden af øen. Derfra var vi på forskellige ture. Ikke så mange som sidste år, hvor vi jo nåede at se en hel del af øen. Denne gang blev det til vandring ved Helligdomsklipperne, aftenbesøg ved Hammershus, rundkirke og Bornholms Kunstmuseum. Sidstnævnte var en god oplevelse. De har ikke vildt meget kunst, men da vi var der, var der særudstilling af året pressefoto. Sådan noget er altid en stor oplevelse. Desuden blev det til en del km. i den lille bitte bil. En aften spiste vi på Brøddan i Gudhjem. Restauranten ligger smukt med flot udsigt ud over havet. Konceptet er buffet, men vi var uheldige, for maden var ikke noget at skrive hjem om. Den var kedelig, halvkold, og alt for tit og længe var fade og skåle tomme. Det er ikke i orden, når turistsæsonen endnu ikke er slut. Men måske var det netop problemet, for Aksel spiste der i vinter, og han fik virkelig god mad. En anden aften spiste vi på Svaneke Bryghus. Det var en helt anden oplevelse. Mad og vin var SÅ lækker. Hmm, det var en god oplevelse. Senere på aftenen var der fadøl og livemusik på havnen, så det var virkelig en vellykket aften. Årets ferie talte også en tur til Christiansø. Det var min første tur til øen, og heldigvis var det også den dag i hele ferien, hvor vejret var aller bedst. Det var en stor oplevelse at se øen, og ikke mindst høre dens historie. Til jeres store overraskelse, har jeg ikke fået billederne fra ferien overført til computeren….men måske vil der en dag komme billeder i dette indlæg.

Vel hjemme i det lille hus, havde vi set frem til dejlige dage i haven, på stranden, i kajakken eller andet dejligt. Men ak, igen et år hvor det meste af ferien regnede væk. Ikke en eneste gang, spise vi udenfor. Det var virkelig trist. I weekenden var vi til familiefest i Ebeltoft. Vi boede på Hotel Ebeltoft Strand, og det var virkelig et dejligt sted. Der fik jeg også sommerens eneste svømmetur. Men det var nu ikke, fordi der var høj sol og kolde drinks. Det var efter en løbetur, hvor jeg gik i med sveden drivende. Den blev hurtigt afløst af myrepatter! Egentlig skulle vi også have været i Djurs Sommerland. Det havde jeg set meget frem til, men det blev altså ikke til noget desværre. Jeg var i mange år i sommerland hvert år. Faktisk synes jeg, det er meget sjovere som voksen. Så næste år må jeg insistere.

Den sidste uges ferie kom der endnu mere regn. Jeg var seriøst inde og lede efter billige rejser. Vi kunne nok også godt være kommet af sted, men Aksel er desværre ikke så meget til små græske øer med badestrande og drinks. Vi overvejede også at tage bilen og køre sydpå. Men vi havde alligevel kun en uge, så den ide blev heller ikke til noget. Så sov vi i stedet en hel masse og gik i biografen. Desuden blev ferien brugt på at holde formen ved lige og ligefrem forbedre den. Jeg havde eller givet mig selv lov til ikke at træne og til gengæld spise is i ferien. Men hvem gider spise is i 17 C og regn? Så i stedet blev der løbet og trænet, og ferien kostede ikke ekstra kg. For resten har jeg fået målt min fedtprocent igen. På 3 måneder, er den faldet med 37 pct. Jeg har kun tabt ca. 4 kg, men fedtprocenten er altså faldet voldsomt. Jeg er rigtig stolt….og kan nu tage mine cowboybukser af uden at åbne dem.

Da jeg vendte tilbage til jobbet, var det som om jeg ikke rigtig kunne komme i gang igen. Ikke bare den der feriesløvhed, men jeg følte mig bare ret modløs. Følte også jeg havde så meget om ørerne, at jeg var ved at miste overblikket. Nu går det meget bedre.

Jeg er jo startet på jura på deltid ved SDU. Det er rigtig fedt. Undervisningen er de fleste lørdage og også engang imellem fredag aften. Der er meget at læse, og det er da hårdt, men rigtig spændende. Min udfordring er, at det er underligt pludseligt at skulle dele sit professionelle hjerte mellem studie og arbejde. Før var der kun arbejdet og afdelingen i mine tanker, men nu er der også studiet. Der er lidt svært at acceptere.

September bød også på Stafet For Livet i Svendborg. Det var en rigtig stor oplevelse. Stafetten var til fordel for Kræftens Bekæmpelse og foregik over 24 timer, som symbol på, at kræftpatienter kæmper hele døgnet. Vi startede stafetten med en såkaldt fighterrunde for tidligere og nuværende kræftpatienter, og da mørket faldt på, var der en flot lysceremoni, til minde om dem der tabte kampen, og dem der stadig kæmper. Hele dagen var der god underholdning på pladsen, og vi endte med at indsamle over kr. 40.000 til den gode sag. Jeg havde selv fornøjelsen af at gå på banen om natten, og da solen stod op. Det var virkelig specielt og en stop oplevelse.

Vi skal flytte ud af det lille hus her 1/10, og det er der nogenlunde styr på. Vi har lejet et lille hus ude på landet. Det var virkelig klamt, men efter mange timers rengøring mv. tror jeg nu på, at det nok skal gå. Det er jo forhåbentlig max et halvt år, vi skal bor der. De ting der skal til opmagasinering er kørt af sted, og det vi derudover ikke skal bruge derude, er pakket i flyttekasser og stablet i et lille rum ude i huset. Så der bliver ikke meget at flytte på søndag. Aksel og fætter Martin har virkelig gjort et stort arbejde, men jeg bare har været på arbejde, trænet eller læst.

Løb med præmie

18. jul 2008 22:30, lyngbo

Jeg kan ikke helt huske, om jeg har fortalt, at manden lovede mig en gave, den dag jeg kunne løbe 5 km. I betragtning af at jeg kun kunne løbe 1 minut ad gangen, da jeg startede, virkede der ret uoverskueligt. Men masser af løb og noget der efterhånden kan kaldes at være i form, har givet pote. For en uge siden løb jeg for første gang mere end 5 km. Det var ikke i en prangende tid, men jeg gjorde det! For erfarende løbere lyder alt det her jo nok latterligt og som småtterier, men for mig, var det ret stort. Eneste problem med at nå sine mål er, at man jo så igen og igen (3 gange om ugen), skal gentage bedriften, og vel også på et tidspunkt tænke på at sætte nye mål. Men foreløbig arbejder jeg lige lidt på at kunne løbe flere minutter i træk. Rekorden er 19. Nå, men mine anstrengelser blev altså belønnet. Jeg fik skam hele 2 gaver, af min søde mand. Det var et hus fra Trip Trap, jeg havde ønsket mig. Vi har lavet en lille samling huse fra steder, der har betydet noget for os i vores liv. Her kan nævnes Ebeltoft Rådhus (fordi Aksel er født der) og aviskiosken ved Nørreport, fordi jeg passerede den hver dag i mange år. I den anden pakke var der håndvægte. Det var efterhånden blevet træls at stå der og løfte mælkekartoner (og nej, letmælk vejer ikke mindre!), så det var skam også et ønske, der blev opfyldt.

Det har været en stille uge på jobbet, og jeg har virkelig fået flyttet nogle bunker. Skønt.

I går fik jeg endelig min lille bitte bil tilbage. Som en ekstra bonus, havde de efterset bilen og GJORT DEN REN INDE OG UDE. Det var da fantastisk at komme ind i en bil uden krummer, jord, støv og døde fluer. Løse papirer, pixibøger og vandeflasker var pænt samlet et sted, og det var jo en fornøjelse at få sådan en vogn hjem.

Bagefter var det ned i byen og hente den tidligere omtalte pakke. Der var mod forventning ret øde på posthuset, så det gik nemt. Jeg nævnte det der med, at posten ikke havde ringet på. Damen ved kassen virkede lidt stram i betrækket, men manden der sad ved den næste kasse (og ikke havde kunder) blandede sig i samtalen, og gav mig ret i, at det var vildt irriterende. Hæ hæ, selv Post Danmarks egne medarbejdere bliver af og til snydt for pakker, og er trætte af det. Jeg nævnte, at postmanden måske slet ikke havde gidet at tage pakken med på cyklen, men bare havde skrevet sedlen hjemmefra og smidt den i postkassen. Damen argumenterede med, at det skam ikke var det almindelige postbud, der kom med pakker. Det var et pakkebud. Nå, men han har så heller ikke ringet på, og det er da morsomt, at sedlen så lå sammen med vores breve. Det kunne hun jo ikke sige så meget til. Det endte med at hun ville tage en kopi af pakkesedlen, og skrive at jeg klagede over, posten ikke ringede på. Fint. Så håber vi det hjælper en anden gang. Det bedste var næsten, at hendes kollega ved siden af gav mig ret i alt, og selv øffede over den ringe service.

Bagefter var der shopping. Man skal nemlig til 30-års fødselsdag i morgen. Der blev også shoppet en enkelt skokasse. Der var nemlig 25 %, og så koster det jo næsten ikke noget. Jeg fik vist aldrig vist billeder af de der kasser. De kommer jer. Jeg forestiller mig, de skal stå under trappen i vores nye hus.

Den lille skokasse

Skokassereol

Fraværende og party på enhver måde

2. jul 2008 23:05, lyngbo

Ja jeg ved det godt. Det er lige frækt nok ikke at opdatere sin blog i så mange dage. Undskyldninger er der nok af. Der er så travlt på det ferieramte College, og der sker 1000 ting derhjemme også. Arbejdsmængden skulle gerne blive bedre om 2 ugers tid. Det bliver rart. Mht de hjemlige hændelser, ja så blev huset jo altså solgt. Men der har jo været lidt med underskift og snak med mægler, bank og advokat. Heldigvis har den søde mand været hjemme i 12 dage, og har klaret en stor del af opgaverne. Nu er der så gang i den mht det nye hus. Vi har nu fået en kontrakt, og var i dag til møde med vores advokat. Forhåbentlig kan vi snart skrive under, og så for alvor glæde os til huset. Vi har været til møde med arkitekten, og valgt vigtige ting som tagsten og indvendige døre mv. Puha, jeg kan allerede mærke, at det bliver en fælde, det der med lige at vælge noget andet end standartmodellen. Jeg må være stærk....eller bare PRØVE at kæmpe imod lysten til hver eneste gang at vælge noget der er lidt mere lækkert.

i weekenden skal jeg til et homeparty. Det er hverken plasticbøtter eller tøj, der skal vises frem, og mærkes på. Man skulle så blive 31 år, inden man kom til sit livs første dildoparty. Det skal nok blive rigtig sjovt, men jeg er ret genert på det område, så I skal ikke regne med et seriøst referat eller en liste over evt. indkøb!

De sidste weekender gik med familiebesøg både her og der. Hyggeligt. Ikke mindst at se den søde niece igen. Hun bliver bare så stor. I lørdags var vi til Kulinarisk Sydfyn. Et stort område fyldt med lækre specialiteter af enhver art. Det var rigtig godt. Mmm, der var meget lækkert at smage på, og det havde da så også sin effekt på balancenerven. Men det hang måske sammen med, at jeg valgte at fejre livet med en flaske Cava....uden at dele den med andre. Ikke smart. Især ikke næste dag. Jeg lærer det åbenbart aldrig.

Den sidste måned har jeg ellers været ret seriøs mht kost og motion. Jeg har trænet eller løbet 3 gange om ugen og spist en masse grøntsager. De få kiks har mest været lidt (for meget) alkohol og efterfølgende "medicin" mod tømmermænd. Hvad er så belønningen for denne indsats? Tjaa, den er så mindre end 1,5 kg tabt på 30 dage. Æv hvor er det bare uretfærdigt. Jeg ved, at det er de lortepiller, jeg tager. Selvfølgelig skal jeg glæde mig over de indofiner, jeg får udløst, og at jeg kommer i bedre form. Men jeg kunne altså godt tænke mig, at der var lidt at se på hofterne også.

Kom og køb....

16. jun 2008 21:44, lyngbo

Der er stadig færre og færre der besøger min blog. Så hvis du læser dette så tillykke, du er en sjældent art :-) Måske skriver jeg ikke om noget, der er interessant, eller måske gør jeg ikke nok opmærksom på min blog. Tjaaa. I tidligere indlæg har jeg jo også fortalt, at jeg mest blogger for min egen skyld. Så pyt med at ingen læser med....eller ja sådan er det jo bare.

Der er ikke sket meget den sidste uge. Indtil i dag var ugens nyhed, at jeg får trænet ret meget og regelmæssigt for tiden. Det vil sige 3 gange om ugen. Samtidig stå den på 2 kg. gulerødder på 3 dage. Ved ikke lige hvad jeg har gang i, men jeg vil virkelig gerne blive lidt mindre fed. Efter et par uger med ovenstående program, må jeg dog med skam meddele, at vægten ikke er ædret ret meget. Jeg hader så meget den medicin. Under normale omstændigheder skulle kiloene jo rasle af en. Det burde de i al fald. Nå om ikke andet kan jeg glæde mig over, at jeg kommer i bedre og bedre form. Min normale løberute er nu ved at være for kort, så jeg må ud på nye eventyr.

Men hov var der en nyhed der var mere interessant? Joo det var der vist. Der har været 3 forskellige ude og se vores hus. Det ene par er afskrevet. Det andet par så huset for 2. gang i lørdags. De havde medbragt en eller anden slægtning, der er byggesagkyndig. Han havde gennemgået alt, og udtalt uhyrligheder så som at vores 1,5 år gamle badeværelsesgulv i det nye badeværelse skulle hakkes op. Hvis jeg havde været her, var jeg nok blevet lige så sur som da der blev lavet tilstandsrapport ,-) I dag kom de så med deres bud. Det var uanstændigt lavt. Men vi kan kun grine af det. Lige inden denne besked, ringede mægler og fortalte, at den 3. der havde set vores hus i forrige uge, var dukket op igen. Han havde ellers afskrevet hende, men nu havde hun været i banken, og hun var klar til at byde. Ok, fedt nok. Hendes bud er under den pris huset er sat til. Vi har summet lidt på det, og i morgen ringer jeg til mægler, og kommer med vores prisforslag. Vi vil slå halvdelen af det hun foreslår af, og så får hun gardiner, persienner, skrivebord og evt. opvaskemaskine med. Så må vi se hvad hun siger. Med lidt held er huset solgt inden weekenden.

Jeg fik ny kollega i dag. Det tegner godt, tror jeg.

Det var så dagens store begivenheder fra en søvnig villavej i provinsen.

Freaking fucking love you

8. jun 2008 22:15, lyngbo

Jeg har haft en fantastisk weekend. Først var der Sex and the City, så var jeg i biografen og så var der besøg.

Det var selvfølgelig filmen om de 4 skønne piger fra NY. Filmen varer 2,5 timer, og det føles ikke som lang tid. Filmen starter ikke, hvor serien stoppede, og det kan jeg faktisk godt lide ved den. Der er gået 4 år, og pigerne er ældre og mere modne. Klogere? Tjaa. Jeg synes, det er en god film. Den er ikke overfladisk (som mange mænd sikkert vil påstå) og i de første 2 timer og 15 minutter, forfalder den ikke til klam romantik og amerikansk happy ending. Den hæver sig virkelig over det niveau i det nævnte tidsrum. Alle piger der som jeg elskede serien, vil elske filmen.

Lørdag kom mine skønne kusiner. Vi havde en dejlig dag og aften i haven. Bikini, Kubb og en masse uvurderig snak. De blev her heldigvis til i dag, og var så søde til at hjæpe mig med at shine hus op. Thank you sisters, I freaking fucking love you.

Hvorfor skulle vi nu shine hus? Jo i dag igen var der folk og se på huset. Tilbagemeldingen var umiddelbart positiv, så nu må vi se, om de vender tilbage. De havde også set naboens hus, men havde valgt det fra. Så det er jo nok det nye badeværelse, der holder os inde i legen. Fedt nok.

I eftermiddag mødte jeg så en sød lille mand. Han hedder Mathias, og er 2 dage gammel og 55 cm. lang. Et smukt lille barn.

Jeg har for resten fået trænet/løbet 3 gange i denne her uge, og det går rigtig godt. Løb 31 min. her til aften. De 5 min. gik jeg, men resten var løb. Jeg er ret stolt. I morgen er heldigvis hviledag, og tirsdag træner vi sammen ude på arbejdet. Måske ender det lige frem med, at jeg kommer i form....men lad os nu se.

Brandert, barn og besøg

31. maj 2008 02:28, lyngbo

Ugen (indtil fredag) sluttede med en succesfuld disiplinærsag, et kursus og en bytur. Det sidste var selvfølgelig det bedste. Jeg er lige kommet hjem, jeg er så træt, og lidt pjevs. I dag var dagen, hvor et par 24 årige reklameassistenter præsenterede mig for min fedtprocent og mit kommende træningsprogram. Jeg blev bare rigtig ked af det. Jeg er så træt af bare at blive tykkere og tykkere. Det var en lortemelding. Jeg ved jo godt, at jeg er en hval, men det er bare så frustrerende, at jeg ikke kan tabe mig.. Kunne virkelig godt bruge et knus lige nu. Sig ikke noget om at jeg nok skal tabe mig en dag (når jeg stoppe med medicinen), bare sig I elsker mig!

I morgen kommer det sødeste barn og bliver her til søndag. Det glæder jeg mig til. Manden skal på landet og spille fodbold. Jeg har elllers virkelig savnet ham. Lige nu synes han bare, jeg stinker af sprut. Hmm.

I går nød jeg for resten nogle dejlige timer og noget dejlig mad, med min søde veninde. Det er guld værd, og jeg savner hende allerede.

Så gik det pludselig stærkt

10. maj 2008 21:27, lyngbo

Der skete lige en hel masse på ganske kort tid. Forleden fandt vi jo ud af, at naboen vil sælge sit hus. Vi ringede derfor til den mægler, der i januar vurderede vores hus. Han kunne komme samme eftermiddag, og nu har vi sat vores hus til salg. Det føles lidt vildt, og vi har nu rigtig travlt med at få det gjort klar til tilstandsrapport, fotografering…og ja…salg. Aksel har skiftet træ under vores stuevinduer, og skåret nye lister til køkken og bryggers. Han er næsten færdig, og det er bare blevet så flot. Jeg skal nu i gang med at pletmale diverse steder ude og inde. Og så skal jeg ud og købe blomster og andet lir, der kan sælge det lille hus rigtig godt. Nu må vi se hvordan det går. Vi har sat prisen lidt højere end naboen. Vi har jo det der nye badeværelse. Men vi har heller ikke travlt. Det har de, for de overtager nyt hus til august. Der er faktisk endnu et hus til salg længere nede ad vejen. Men det er bare så brunt…og dyrere end vores, fordi det er et enderækkehus med større have. Spændende hvem der får solgt. Vi tager det ganske roligt.

Lidt tidligere samme dag, var vi i banken. Men inden da, var vi forbi og få den endelig pris på huset. Ja, det løber jo op den slags, så lige nu kunne vi altså godt bruge en rig onkel. Måske skulle man lige fortælle forældrene, at man ren faktisk gerne må give sin børn x kr. om året J. Men med andre ord, så er vi klar til at sige go til byggeriet. Sender ham en mail om lidt. Vi var jo som sagt i banken. De skal jo også lige have penge for denne her fornøjelse. Så nu er der altså hverken penge til have eller gardiner. Vi er jo 2 meget fornuftige mennesker, så det generer os lidt. Men sådan må det være. Der er bare ting vi VILLE have ved det hus, og det koster altså. Så må vi i første omgang så græs, og så ønske os træer i indflyttergave.

I er nok snart trætte af at høre om det, men jeg synes, der er så meget at lave på arbejdet. Her de sidste dage af ugen havde jeg den ondeste hovedpine, og jeg ved, at det er stress. Det lærte jeg sidste sommer. Fredag aften skulle Aksel bare kigge på mig, så begyndte jeg at tude. Det er jo heller ikke helt normalt. Men jeg har også bare meget om ørerne på kontoret og herhjemme.

Hvordan går det egentlig med dit motionshalløj? Tjaaa, ikke for godt. Det er alt for længe siden, jeg har været til gymnastik, og i denne uge har jeg kun løbet mandag og i dag. Vægten går desværre kun en vej. Æv. Om 1 år og 3 måneder stopper jeg med de lortepiller, der gør, at jeg ikke kan tabe mig….eller få børn. Det bliver virkelig en stor dag at slippe for dem.

I dag var vi rimelig tidligt oppe. Aksel nåede lige noget praktisk, inden jeg kørte ham til Køge. Nu skal han arbejde et par dage, og derefter på kursus i 3 dage på Solskinsøen. Det er anden gang, han skal af sted, og deltagerne er de samme som sidst. Der er nogle piger med, der synes, han er SÅ sød. Det ved jeg ikke lige, hvad jeg skal sige til. Jeg har jo set den slags føre til ubehageligheder andre steder. Måske skulle han sendes ud at sejle tankskibe i 12 uger af gangen uden kvinder J

Jeg har nydt den skønne dag i fulde drag. Hvor er det dejligt vejr. I morgen skulle blive lige sådan!!

 

Glæde og brok

10. apr 2008 15:34, lyngbo

Man har fået hints om, at der skrives for lidt her på bloggen. Så jeg må hellere i gang. Det er endda blevet foreslået, at man bruger sin arbejdstid på det. Men det kunne jeg da ikke finde på.

Jeg fik løst min lille udfordring med at skulle være alt for mange steder på en gang i søndags. Med stor hjælp fra min mor. Egentlig utroligt at man som 31-årig stadig må ty til hende, når det kniber. Der BLEV samlet ind foran Kvickly, der BLEV smurt mad til indsamlerne, og der BLEV samlet ind i Gudmehallerne (hvor GOG for resten vandt, og jeg så kampen gratis fra en af de bedste pladser). Det var jo en yderst givtig søndag for Kræftens Bekæmpelse. Over 30 mio. i bøtterne på landsplan. I Svendborg (inkl. gl. Gudme Kommune), var der en fremgang på 20 pct. i forhold til sidste år. Det var jo bare dejligt. Folk var også rigtig venlige og villige til at støtte den gode sag. Det er nu engang bare så meningsfyldt at lave den slags frivilligt arbejde.

Ugen har indtil videre været lidt hektisk. En del møder. Det tager jo en masse god tid. Men en var nede og løbe i tirsdags. Det gik helt vildt godt. Det er lige før, jeg har lyst til det igen. Jeg skal til gymnastik i dag, og lysten til motion skal nok forsvinde inden da.

I aften skulle vi så have gjort rent derhjemme. Men min søde, skønne, dejlige mand har lige meddelt, at han har gjort det. Han er godt nok fantastisk. Jeg hader så meget at gøre rent, og tænk så gør han det bare. Helt alene. Rigtig sejt.

Så kan en anden måske se tv i aften. Der kommer et dokumentarprogram, som jeg tydeligt husker, fra første gang det blev sendt. Om en baby der hed Jørn, som havde nogle helt håbløse forældre, der ikke fattede, at man skal se babyer i øjnene, og at man ikke kan smide dem op på skulderen. Dengang kom han vist heldigvis på et eller andet observationshjem, mens han forældre ”truede med” at få flere børn, hvis han blev tvangsfjernet. Det var så dybt godnat, kan jeg huske. Nu hvor jeg selv står her, og ingen børn kan få lige pt., virker det endnu mere grotesk, at selv de mindst begavede dårlige forældre kan få børn. Nå, men senere kommer der så et program om, hvordan det er gået drengen. Spændende. Jeg håber da det bedste, men inderst inde tvivler jeg på, han nogen sinde får det rigtig godt. Med mindre han da blev bortadopteret efter den første udsendelse.  Men det ved man jo godt, sker yderst sjældent i Danmark.

Og de der hustegninger? Jo, i morgen kunne vi få en pris. Men Aksel skal ud at sejle i morgen tidlig, så vi må holde vejret til i næste uge. Vi vil gerne snart videre, og have solgt vores lille hus, inden priserne dykker her i området også.

Her i maj skulle vi ellers til Høje Bøge Open Air. Der kom gode navne i år, og billetterne blev allerede købt i februar. Her 4 uger før arrangementet, kommer det så frem, at Big Fat Snake og Magtens Korridorer ikke kommer alligevel. Helt ærlig, det kan da ikke ske så tæt på koncertdagen. Nogen må have vidst, at de ikke kom, men bare ladet billetsalget fortsætte. Det er ikke orden. Nu overvejer vi så lige, om vi vil kræve pengene tilbage. For nu kommer Zididada i stedet og spiller. Det er på ingen måde lige så godt. De er bare irriterende, synes jeg.

Rundt omkring

2. apr 2008 18:48, lyngbo

Aaaah, fik igen slettet et langt blogindlæg. Jeg er simpelthen en klovn. Jeg må prøve igen.

Mit skrivebord og jeg flyttede kontor i dag. Det er den 4. plads på 1 år, jeg sidder på nu. For noget tid siden dukkede en flok mennesker fra en anden afdeling op på vores kontor, og så sig om. De blev selvfølgelig tilbudt hjælp, men nej, de var kommet for noget ganske andet. Den ene spørger så "hvor skal I så flytte hen"? "Æh, vi skal ikke flytte, for vi er lige flyttet ind...". Men det skulle vi altså. Vi vidste det bare ikke endnu. Ret ufed måde at få beskeden på. Senere forlød det, at den samme herre selv havde fået at vide, han skulle flytte fra sit nuværende lokale, fordi andre kom, og så på det. Efter sigende skulle han være blevet møg sur. Det forhindrede ham så alligevel ikke i at gøre det samme mod os. Utroligt. Vi synes jo, han er lidt af en nar. Vi har efterladt kikset Las Vegas julepynt og en visen plante til ham. Så kan han lære det! Lidt barnlig har man vel lov at være?

Der er kommet spændende tegninger på det hus, vi måske skal bygge. Det ser rigtig godt ud, og jeg glæder mig vildt til at tale med Aksel om det kl 22. Nu lyder det måske som om, vi kun taler sammen på faste tider...det gør vi måske også. Vi taler, når Bornholmstrafikkens sejlplan tillader det. For I vil vel ikke have at styrmanden sejler ind i noget? Eller at vi skal betale svensk mobiltakst?

Jeg var nede i motionscentret og løbe efter arbejde. Jeg er rigtig stolt af mig selv. Men forvent nu ikke for meget. Jeg benytter stadig enhver cahnce for at slippe. Men det var nu 2. gang i denne uge, jeg løb, så lidt må I altså gerne rose mig!

Jeg er smuttet sydpå til mit barndomshjem i Lundeborg. Faktisk sidder jeg her i mit gamle værelse, der stadig har lyserødt tapet, og de der spejle fra 80´erne, der støder op mod hinanden, og har sorte "knapper" i hjørnerne. Man er nemlig blevet inviteret på brun sows, som kun ens mor kan lave den. Mmmm. Jeg glæder mig selvfølgelig også meget til at vise hustegningerne frem. Jeg håber meget, de vil tage del i min iver og glæde.