Så blev julen overstået. Vi har seriøst familiejulet siden den 22. december med dagligt indtag af brun sovs og ris a la mande. I dag er manden så taget på arbejde, men kun i under 2 døgn. Imellemtiden er jeg så gået i eksamenssymbiose. Der er kontant afregning i 4 timer den 8. januar, og igen den 19. januar.

Inden januar rammer, er der dog lige et nytår, der skal fejres i gode venners lag. Det eneste vi skal stå få, er en velkomstdrink. Så jeg kunne virkelig godt bruge en god opskrift. Any one?

For resten fik jeg gode julegaver. Blandet andet bøger, Beezzerwizzer og undertøj. Jo det var et godt år. Jeg formåede også at spise mig til mandelgaven ved hele 2 julearrangementer. Så lidt heldig har jeg da været. Eller faktisk har jeg været meget heldig, for min ihærdighed her i december med at deltage i diverse konkurrencer gjorde, at jeg vandt et armbånd til kr. 4.000. Jeg aner ikke helt, hvad det er for noget, men jeg må jo ned til guldsmeden og se på det. Måske kan det også veksles til noget andet?

Nu er det så småt ved at være tid til at se frem mod 2009. Jeg glæder mig til det. Der venter store ting for mig i det nye år. Først og fremmest bliver huset færdig, og vi kan for altid forlade hullet her. Dernæste kan jeg se frem til efter 4,5 år at stopper med min cancermedicin. Det bliver bare så stort. Jeg glæder mig helt vildt til at opleve min krop uden det stads. Tænk hvis træthed, smerter, vægtøgning og de andre gener forsvinder? Eller bare næsten. Jeg kan dårlig tro på det. 2009 bringer os nok også til USA i forsommeren. Det bliver rigtig spændende. Året har jo også en masse arbejde med sig, ikke mindst med studiet, som det er min plan at fortsætte med.

Vær velkommen 2009!

Ja, den gode Tine har ret, når hun skriver, at her ikke sker meget. Men jeg har da nu brugt et par minutter på at opdatere min ønskeseddel ude til højre. Skulle jo nødig risikere, ikke at få de rigtige gaver til jul :-)

Ugens største gave var dog, at jeg endnu engang blev frikendt til den halvårlige cancerkontrol. Fantastisk som man flyver derfra. Jeg er meget glad for livet, og meget lykkelig for at være rask. Næste kontrol er 030309, hvor jeg skal til afsluttende undersøgelser og kontrol. Derefter stopper jeg også med den medicin, jeg har taget i over 4 år. Det bliver en helt fantastisk dag. Min krop er ved at være godt brugt. Jeg får ondt i led, og kan i det hele taget mærke, at kroppen trænger til fri. Jeg bliver dog ikke helt sluppet af onkologisk, og det er jeg glad for.

Nå, nu jeg alligevel er i gang, kan jeg da også lige komme med en opdatering omkring huset. Støbningen er godt i gang, og huset ankommer i stykker i uge 49. Køkken og andet inventar er valgt, og det bliver vildt flot!

Jeg kan ikke helt huske, om jeg har fortalt, at manden lovede mig en gave, den dag jeg kunne løbe 5 km. I betragtning af at jeg kun kunne løbe 1 minut ad gangen, da jeg startede, virkede der ret uoverskueligt. Men masser af løb og noget der efterhånden kan kaldes at være i form, har givet pote. For en uge siden løb jeg for første gang mere end 5 km. Det var ikke i en prangende tid, men jeg gjorde det! For erfarende løbere lyder alt det her jo nok latterligt og som småtterier, men for mig, var det ret stort. Eneste problem med at nå sine mål er, at man jo så igen og igen (3 gange om ugen), skal gentage bedriften, og vel også på et tidspunkt tænke på at sætte nye mål. Men foreløbig arbejder jeg lige lidt på at kunne løbe flere minutter i træk. Rekorden er 19. Nå, men mine anstrengelser blev altså belønnet. Jeg fik skam hele 2 gaver, af min søde mand. Det var et hus fra Trip Trap, jeg havde ønsket mig. Vi har lavet en lille samling huse fra steder, der har betydet noget for os i vores liv. Her kan nævnes Ebeltoft Rådhus (fordi Aksel er født der) og aviskiosken ved Nørreport, fordi jeg passerede den hver dag i mange år. I den anden pakke var der håndvægte. Det var efterhånden blevet træls at stå der og løfte mælkekartoner (og nej, letmælk vejer ikke mindre!), så det var skam også et ønske, der blev opfyldt.

Det har været en stille uge på jobbet, og jeg har virkelig fået flyttet nogle bunker. Skønt.

I går fik jeg endelig min lille bitte bil tilbage. Som en ekstra bonus, havde de efterset bilen og GJORT DEN REN INDE OG UDE. Det var da fantastisk at komme ind i en bil uden krummer, jord, støv og døde fluer. Løse papirer, pixibøger og vandeflasker var pænt samlet et sted, og det var jo en fornøjelse at få sådan en vogn hjem.

Bagefter var det ned i byen og hente den tidligere omtalte pakke. Der var mod forventning ret øde på posthuset, så det gik nemt. Jeg nævnte det der med, at posten ikke havde ringet på. Damen ved kassen virkede lidt stram i betrækket, men manden der sad ved den næste kasse (og ikke havde kunder) blandede sig i samtalen, og gav mig ret i, at det var vildt irriterende. Hæ hæ, selv Post Danmarks egne medarbejdere bliver af og til snydt for pakker, og er trætte af det. Jeg nævnte, at postmanden måske slet ikke havde gidet at tage pakken med på cyklen, men bare havde skrevet sedlen hjemmefra og smidt den i postkassen. Damen argumenterede med, at det skam ikke var det almindelige postbud, der kom med pakker. Det var et pakkebud. Nå, men han har så heller ikke ringet på, og det er da morsomt, at sedlen så lå sammen med vores breve. Det kunne hun jo ikke sige så meget til. Det endte med at hun ville tage en kopi af pakkesedlen, og skrive at jeg klagede over, posten ikke ringede på. Fint. Så håber vi det hjælper en anden gang. Det bedste var næsten, at hendes kollega ved siden af gav mig ret i alt, og selv øffede over den ringe service.

Bagefter var der shopping. Man skal nemlig til 30-års fødselsdag i morgen. Der blev også shoppet en enkelt skokasse. Der var nemlig 25 %, og så koster det jo næsten ikke noget. Jeg fik vist aldrig vist billeder af de der kasser. De kommer jer. Jeg forestiller mig, de skal stå under trappen i vores nye hus.