Efter en relativt kort køretur åbenbarede det famøse lyshav sig i Nevadas ørken. Det var Las Vegas der poppede ud af mørket, og det var da et flot syn, men jeg ville egentlig hellere have ankommet på et andet tidspunkt af døgnet. Trafikken var nemlig meget intens, og det er en lidt blandet fornøjelse med vognbaneskift på en mangesporet motorvej i høj fart i mørke. Ikke min favoritcocktail. Men vi nåede helskindede frem med mig bag rettet, og hotellets parkeringsplads lå faktisk kun ca. 500 meter fra afkørslen. Her efterlod vi Mustangen, der blev kørt i kælderen, mens vi selv og vores bagage blev ledt ind på det kæmpe store hotel Excalibur. Vores bagagemand førte os hen mellem 2 skranker, og straks stod en anden mand ved os. Han kendte Danmark, Tivoli osv. og spurgte til, hvor længe vi skulle bo der, og om vi havde planer om at se shows, mens vi var der. Det havde vi jo, så vi endte på en eller anden måde henne ved skranken, hvor en dame tog over. Snik snak igen men hun var sød og venlig. Pointen var, at ”de” (Excalibe tænkte vi selvfølgelig, det var jo der vi stod) havde bygget et nyt ressort uden for byen, som de gerne ville vise frem. Hvis vi liiige ville tage ud og se det, og tale pænt om det til vores venner, ville vi til gengæld få gratis showbilletter og 75 $ at spise, shoppe eller spille for. Det var jo noget af et tilbud, så vi meldte os til turen, og skulle bare være klar næste middag. 2-3 timer kan man vel godt bruge på lidt sightseeing og et foredrag? Vi ville oven i købet få gratis frokost. Derefter videre til næste skranke, der tjekkede os ind på hotellet og tilbød os 2 billetter for ens pris til det samme show. Lidt underligt syntes vi. Vi fandt vores værelse, der var ok, men noget skuffende. Jeg troede, hoteller i Vegas var af højere standart. Fx var der intet køleskab. Til gengæld boede vi lige over for ”New York”, hvor ruchebanen kørte forbi. Den var med indbygget falsk skrig, så der blev skreget, når den kørte nedad, uanset om der var mennesker i eller ej. Typisk Vegas! Denne første aften gik vi en tur på ”The Strip”. Det var noget af en oplevelse. Der er så mange sjove ting at se på. Fx en hel butik kun med M & Ms. Det endte med nogle drinks, og vi var først hjemme godt ud på natten.

Næste middag blev vi så afhentet sammen med andre fra hotellet til det arrangement, vi ikke helt vidste hvad var. Vi blev kørt uden for centrum. Jeg var begyndt at få en lidt lummer følelse af, hvad det nu var for noget det her. Da vi kom ud til ressortet blev hvert par hentet et for et. Endnu mere lumsk. Endelig faldt tiøren. Det her var ikke pyramidespil eller andet; de ville sælge os time share boliger! Vi blev hentet af ”vores” medarbejder, og jeg spurgte hende ret hurtigt, om det her var om time share. ”It is musch more…vacation is very important to us”. Derefter kom vi op i et stort lokale, hvor hvert par sad med deres egen sælger. Vi fik sandwich, kaffe og kage, og damen spurgte interesseret til os og vores ferie. Derefter begyndte salgstalen. Konceptet er, at man køber en lejlighed et sted i verden. Derefter bytter man lejlighed med andre i samme situation, eller lejer den ud. På den måde kunne man komme til at holde ferie over alt på kloden, og desuden tjene penge. Lyder simpelt, men så tossede var vi alligevel ikke. For at gøre en lang historie kort, endte de med at holde på os i mere end 4 timer fra vi tog af sted til vi var tilbage på hotellet. Så vigtig var MIN ferie alligevel ikke for dem. Vi blev flyttet rundt flere gange og præsenteret for nye mennesker, der skulle fortælle os om det fantastiske projekt. Vi havde for længst meldt ud at vi ikke ville købe, men vi kunne ikke få vores gaver før vi havde været alt igennem.  Næsten hele eftermiddagen gik med det. De næste dage blev vi i øvrigt flere gange standset af sælgere fra firmaet. De var over alt på de store hoteller. Taktikken var den samme, og de kendte alle sammen København og Tivoli.

Aftenens show var jo gratis. Det var af ganske høj kvalitet, og foregik på hotellet. Det hed Tournaments of Kings, og var med rigtige heste og modige stuntmen. Undervejs fik vi serveret middag, der blev spist med fingrene, som på riddernes tid. Det var en sjov oplevelse, men ikke det store gourmet. Resten af natten foregik i diverse barer på the strip og hotellerne. Det var ganske sjovt. Det var næste dag ikke. Tømrermændene blev for mit vedkommende plejet med cola i hotellets poolområde. I øvrigt et stort flot område, med mange pools. Da det blev mørkt, hyggede jeg mig med lidt hestespil i børneområdet. Der kunne jeg da vinde. Vi gik desuden rundt og så lidt flere hoteller bl.a Luxor. De er alle sammen stort set ens indvendig, men udvendig er der gjort meget ud af det over alt. Det der står i guidebøgerne om gondoler i klorvand og sørøverskibe og vulkanudbrud ud til the strip passer. Det er sjovt at se, men kom i god tid, for der er mange mennesker.

Først den sidste formiddag fik vi spillet vores sidste penge væk. Aksel klarede det ret godt ved black jack bordet, og gik faktisk derfra med plus på kontoen. Vi nåede aldrig helt at fatte de mange spillemaskiner, så der fik vores dyrt tjente penge hurtigt ben at gå på.

Efter et par sjove men tilpas antal dage, forlod vi Las Vegas og kørte mod Death Vally, der for mig mest lød som et stop i ørkenen, for ikke at skulle køre så langt. Men det er faktisk en nationalpark, med mange sjove steder at se, selvom deres navne ikke ligefrem udstråler det: Djævlens Golfbane og Bad water. Vi fik set begge dele, og det var faktisk spændende nok. Det består af saltaflejringer og alle afskygninger, og det er sjovt at se. Ironisk nok oplevede vi vores første regnvejr lige den dag vi var her med i den døde ørken. Utroligt når det nu ikke havde regnet i flere måneder. Vi boede på Furnace Creek Ranch, der havde lidt westerntema over sig med saloon og hestevognudstilling. Desuden en stor og dyb pool, det var opvarmet med varme kilder, så det var et hit.

Fra Death Vally begav vi os herefter af sted mod Yosemite Nationalparken. Det springende punkt var, om det såkaldte Tiogapas ville være åbent. Når det er lukket (om foråret) skal man køre ca. 250 km. ekstra for at komme til parken. Heldigvis var passet åbent, så vi slap for den lange tur. Inden vi nåede helt derop, gjorde vi et lille stop. Det var noget af en overraskelse at stige ud af bilen, for uh, hvor var det koldt. Da vi nåede den østlige indgang, og kørte ind i Yosemite, lå der sne, og det harmonerede dårligt med bare ben og sandaler. Vi kørte i første omgang igennem parken, og det var virkelig fantastisk. Vandfald, bjerge, søer, træer. I det hele taget fantastisk natur. Vi gjorde stop for at se redwoods, de store træer, der kan blive enormt gamle og enorme i omkreds. Et sted havde man i sin tid hugget hul igennem stammen, så en hestevogn kunne køre igennem. Alligevel levede træet endnu. Det er i det hele taget utroligt, hvad det kan holde til. Fx kan træet brænde uden at gå ud. Faktisk bruger de i parken netop ild til at tynde ud i bevoksningen, og give lys i skovbunden. Mens vi var der, havde de netop sådan en kontrolleret skovbrand. Denne første dag så vi desuden et nybyggermuseum under åben himmel med rigtige hytter, genstande og en overdækket bro. Det var som at gå rundt i ”det lille hus på prærien”.

Desværre boede vi ikke inde i Yosemite. Vi var lidt for nærrige, da vi kiggede på det hjemmefra. I stedet boede vi i El Portal lige uden for parken. Her havde vi et fantastisk værelse med bjørn som tema. Selv toiletrulleholderen var med bjørn på. Det var helt perfekt, for Aksels drøm var jo netop at se en bjørn, og det er der ikke ret store chancer for i Yosemite.  Jeg ved ikke lige hvad vi havde klikket på, da vi bestilte værelset, for der var spabad og indbygget ”pejs”, der kunne tændes på en kontakt. Vildt skønt. Her kunne man også lave mad i et lille køkken.

Vi sov en dejlig nat i det fine værelse, og var så klar til endnu en dag med store oplevelser. Sammen så vi et flot vandfald, og efterfølgende vandrede Aksel højere op, og så flere vandfald. Jeg gik i stedet tur nede ved en flod, og fik købt ind. Derefter var det tid til at køre ud af parken. På vejen skulle jeg på et tidspunkt passere en autocamper, der nærmest var smidt i vejsiden med katastrofeblinket på. Jeg kiggede så ud til siden, og så en bjørn inde på en græsslette. Jeg råbte BJØRN og smed bilen ind til siden. Aksel greb vores kamerataske, og så var vi ude. Derinde bare 100 meter væk gik en flot bjørn med 2 unger. Det var fantastisk at se. Hun duftede i vinden, og vidste, at vi var der, men ellers passede de bare sig selv. Ungerne tumlede rundt henover nogle træstammer, og det var sjovt at opleve. Det var turens højdepunkt, og vi var jublende glade. På vej ud af parken var vi heldige endnu engang, for der sad lige en bæver tæt ved vejen, så endnu engang blev bilen smidt. Jeg kunne komme helt tæt på den, og den er meget fotogen og sad og vendte sig, så jeg kunne filme den fra alle sider. Resten af turen ud var også rigtig flot, og vi fortrød, at vi ikke tog flere overnatninger i Yosemite. Fordi alting var så flot og fascinerende, kom vi igen for sent på landevejen. Så selvom vi havde lovet os selv ikke at gøre det igen, kørte vi i mørke, hvor de advarede mod deer på vej mod Lake Tahoe. Det var igen ikke nogen fornøjelse, for vi var ret bange. Heldigvis så vi ingen dyr, og nåede sikkert frem.

Vi  ankom til Palm Springs fredag aften. Det var mørkt men dejlig varmt. Lidt af et skift i forhold til LA, der jo ligger ved vandet. Vi boede på Best Western Inn at Palm Springs. Hotellet var fint nok, men lå ikke super centralt. De vi jo kun skulle sove og spise, gjorde det dog ikke så meget. Der var microovn og køleskab, hvilket vi på det tidspunkt troede, var standard. Der var morgenmad inkluderet , men det var ikke noget at skrive hjem om. Generelt skulle det viser sig, at især dagens første måltid var svært at finde i en lækker version. Inden vi gik i seng var vi dog lige i et supermarked. Fantastisk hvad man kan købe i det land. De havde bare ALT i den butik. Så vi fik shoppet corn flakes og mælk, vand, sprut, færdigretter og hvad vi ellers kunne drømme om. Vi indkøbte også en flamingokasse med låg, der de næste mange dage, skulle blive en kær ven. Med is fra de ismaskiner der var på alle hoteller, blev den et perfekt sted til kolde vand mv. til turen.

Næste morgen kørte vi ud til Palm Springs Aerial Tramway, der bragte os op i 8.500 fod til en dejlig sval bjergtop. Turen forgår i en stor lukket ”glaskurv” og tager 10 min. Det var en ingeniør der allerede i 1935 fik ideen. Han var træt af varmen i dalen om sommeren, og flyttede i de måneder op på bjerget. Tekniske vanskeligheder og et par krige gjorde dog, at trammen først i 1963 stod færdig. Det er flot tur op, og viser tydeligt forskellen på flad ørken og høje bjerge. På toppen er der mulighed for korte og lange vandreture med eller uden hikerudstyr og overnatning. Vi tog kun en kort tur rundt, da vi havde en lang dag foran os. Til gengæld så vi det første af mange mange egern vi skulle møde på vores rejse.

Vel nede i dalen gik turen til Joshua Tree Nationalparken. Parken er som det fremgår kendt for et bestemt træ. Det var vores første besøg i en nationalpark, og derfor blev vi der, og så mere end jeg ellers vil anbefale. Der var nogle flotte stenformationer, og vi vandrede på en kaktussti (her gælder det om ikke at miste balancen). Mest interessant var det dog at se, hvor Coloradoørkenen støder sammen med Mojaveørkenen.  De er meget forskellige i udseende og temperatur. Ved indkørsel til parken købte vi vores pas, der gjaldt til alle nationalparkerne i USA. Det kostede 80 $, og kunne godt betale sig i vores tilfælde. Entreen ligger i de pakker vi var i, mellem 15 og 25 $, så man skal lige overveje, hvad der bedst kan betale sig.

Vi startede derefter på den længste køretur, der også skulle vise sig at være den værste. Først gik turen gennem uendelig ørken, hvor der var langt mellem bilerne. Derefter på motorvej, der dog ikke helt er som herhjemme. Flere steder er der ingen autoværn mellem de 2 retninger, og især i Californien var belægningen flere steder elendig. I stedet for at føre tværgående veje under eller over motorvejen, som vi er vant til herhjemme, ændrede vejen bare status til almindelig vej for efter den tværgående vej igen at blive motorvej. Tæt på midnat nærmede vi os Gran Canyon fra syd. Vejen var her bare en almindelig bred vej, og det var rigtig mørkt. Jeg sad og småsov, men vågnede ved, at Aksel gav en lyd og drejede bilen uden om et road kill (kender vi jo alt til). Det var et stort rådyr, der lå på midterstriben. Længere henne så jeg i vejsiden en mand stå og vifte med armene oppe over hovedet. Jeg nåede at tænke, at han nok skulle have hjælp. Men nej, det var ikke en mand. Det var en kæmpe stor kronhjort af an art (vi skulle senere lære at det var et mule deer). Fra da af var vi helt vågne og opmærksomme begge to. Pludselig vrimlede det med de store dyr. På og langs med kørebanen. Jeg var så bange. De dyr var så store, at vi ikke ville have overlevet at køre et ned. Det var skrækkeligt. På et tidspunkt passerede vi et dyr i vejsiden så tæt på, at vi begge skreg højt. Det var virkelig ubehageligt. Selv da vi kørte 40 km/t midt på vejen. Flere gange blev vi overhalet af andre, men det var også store biler med gitter foran, der nok ikke regnede det for noget, at ramme sådan et dyr. Endelig nåede vi en lille by, med gadebelysning osv. Men næ nej, selv inde på tankstationen vi passerede, gik dyrene rundt. Vildt. Vi fandt næste dag ud af, at dyrene går der, fordi græsset langs vejen er ekstra lækkert, fordi regnvand fra vejen holder det frodigt og frisk. Efter flere nervepirrende km. nåede vi indkørslen til Gran Canyon National Park. Rangerstationen var lukket, så vi kom gratis ind, fordi vi kom der ud på natten (vi havde jo vores pas, men her skulle der vist egentlig have været betalt lidt ekstra). Inde i selve parken vrimlede det selvfølgelig også med de store dyr. Heldigvis skulle vi ikke køre så langt, men vi var bange for at vores lodge var lukket. Pludselig anede vi lys i mørket, og var meget meget glade, da vi fandt den åbne reception. Længe leve GPS´en der første os lige derhen.  Jeg var ellers indstillet på at overnatte i bilen, bare vi ikke skulle køre mere.  Sikke en tur. Jeg rystede i lang tid, og drømte om deers om natten. Vi overnattede på Yavapai Lodge, der havde en perfekt beliggenhed, men var uden de store faciliteter som air con og køleskab. Til gengæld boede vi fysisk ude i skoven. Det er dyrere at bo inde i nationalparken, men jeg vil ikke anbefale andet.