Man kunne jo også lige bruge lidt tid på at beskrive sin sommerferie. Vi startede den første weekend med at have besøg af noget festlig familie. De kom lørdag eftermiddag, og efter kaffe og kage gik vi gang med havespil, vinmenu og forberedelse af aftensmad. Det blev en meget festlig dag, aften, nat og for de få rå blev det også morgen. Jeg selv var ikke blandt de sidste, der gik i seng denne gang. Måske fordi jeg er ved at blive gammel, eller mest fordi jeg bare var rigtig træt.

Den første og den sidste ferieuge skulle bruges på en masse praktiske ting, som man bare ikke når i hverdagen. Vi kom ikke i nærheden af, at nå alt det vi havde planlagt. Spændende om der går et år mere, inden man lige får sat det hylde op, ryddet op i den skuffe osv.?

Heldigvis blev der også tid til en tur til København. My city, I love it. Jeg savner virkelig at bo i København, og jeg nyder det, hver gang jeg er der. Jeg savner ikke at bo i lejlighed, og da slet ikke om sommeren. Når solen skinner, er det bare dejligt, at man uden anstrengelser kan komme ud den friske luft i haven. Vi boede i en vens lejlighed, der i øvrigt ligger et stenkast (selvom det ikke er Nørrebro) fra mit gamle hood. I København fik jeg set flere af mine veninder. Det var bare så dejligt, for jeg savner tit at snakke med dem. Først var vi på Frederiksberg til en hyggelig pizzamiddag i gårdhaven, mens husstandens 3-årige legede med bobslæde på græsset. Bare hyggeligt. Vi skulle jo også lige se den nyerhvervede lejlighed, der i parentes bemærket er Danmarksberømt for et uopklaret dobbeltmord. Vi nød den levende rundvisning, der detaljeret beskrev hvor lejlighedens beboere blev dræbt.

Den næste dag i byen bød på endnu et besøg hos endnu en gammel veninde i forstæderne. Også hun har en dejlig bolig, der blev beset ude og inde. Heldigvis var der også tid til snak, og til at nyde synet af flere børn. Imens jeg snakkede og hyggede, var den anden halvdel af ægteskabet taget på museum for at se på sabler og skjolde. Uheldigvis var det meste af Tøjhusmuseets samling pakket ned, så det var hurtigt overstået. Men så snuppede han da bare lige en rundvisning i Folketinget. Det er jo en del af enhver dannelse, så det var godt tænkt. Efterfølgende mødtes vi, og gik i gang med lidt shopping. Det var rigtig hyggeligt, men jeg var så uheldig at blive ramt af en træls hovedpine. Den havde været der hele dagen, men hen under aften blev den værre. Jeg måtte derfor aflyse endnu en venindeaftale, og det var rigtig øv. Men desværre er hovedpinerne de sidste par år blevet værre og hyppigere. Jeg var til min læge i forsommeren, og har nu piller jeg kan tage, når det ikke er til at holde ud. Desværre slås jeg nu med det 1-2 dage om ugen. Men så lærer man da at sætte pris på de dage hvor man ikke har ondt ;-).

Turen hjem fra København den næste dag betød endnu et visit, og det var også rigtig hyggeligt. 3 gamle gymnasieveninder på 2 dage. Luksus.

Samme dag vi kom hjem, var vi til koncert med Tina Dickow ved Valdemarslot. Det var en rigtig fin koncert i tørvejr med den smukkeste solnedgang. Hun synger så smukt, og jeg nød det hele. Vi sejlede fra Svendborg med Helge. For ikke sydfynboer kan jeg fortælle, at det er et fint gammelt skib, der om sommeren sejler rundt hvor Sydfyn er aller smukkest.

Dagen efter gik turen med charter til Tyrkiet. Vi havde ikke været der før, og vi glædede os selvfølgelig. Det var første gang vi skulle rejse ud fra Billund, men det fungerede fint. Det var nemt at køre dertil i bil og parkere, men det er jo bare lidt mere besværligt at bo på Fyn, når man skal rejse. Det var trods alt nemmere dengang jeg boede på Amager, og kunne tage 250S til lufthavnen og videre ud i verden. Noget af det der er træls ved at rejse charter, er de umenneskelige tidspunkter, man skal rejse på. Det er skrækkeligt at skulle flyve kl. 6 og skulle være i lufthavnen 2 timer før. Denne gang passede afrejsen bedre til et b-menneske som mig. Vi skulle nemlig først flyve kl. 17.

I Tyrkiet skulle vi bo på et lækkert ressort ved Side, der ligger mellem Alanya og Antalya. Vi havde aftalt at denne ferie skulle være anderledes end vores ferier normalt er. Vi skulle nemlig ikke rigtig ud og se noget. Vi skulle desuden prøve at bo på ressort med all inklusive, og i det hele taget skulle vi bare dase, hygge og læse bøger.

Vi boede på Hotel Voyage Sorgun, der er et stort ressort. Det tror jeg også er vigtigt, når man skal indtage alle sin måltider, det samme sted. Vi brugte næsten alle dagene på stranden, og især i den sektion der var reserveret gæster over 16 år. Der var dejlig fredeligt. Hele hotellet er all inklusive, så der var ikke noget med at rende rundt med armbånd eller andet, for at måtte spise og drikke. Det fungerede fint, og vi oplevede i det daglige ingen problemer ift. hvad der var omfattet. Det blev ikke sparet på sprutten i drinksene, og vi oplevede i det hele taget ingen begrænsninger. Der var 2 store buffetrestauranter hvor man kunne få de 3 hovedmåltider. Buffeter var på forhånd min bekymring, for var det nu bare det samme mad igen og igen ugen igennem. Det var det på ingen måde. Tvært imod var alle måltider meget overdådige, og det var ikke noget problem at spise der hele ugen. På hotellet var selvfølgelig også små strand- og poolrestauranter, hvor vi overvejende spiste frokost/snacks i løbet af dagen. Hvis man kom for sent op til morgenmad, kunne man jo bare tage frokostbuffeten. Smart. Der var også mulighed for at spise på 8 ala carte restauranter på ressortet. Det skulle dog vise sig mere end svært at komme til det. Man kunne kun reservere bord til samme aften, og det skulle gøres ved at ringe til et bestemt telefonnummer ml. kl. 9 og 12. Det opdagede vi jo ikke den første dag, og da vi endelig fik ringet var alt booket. En morgen ringede vi lidt over kl. 9, og fik alligevel ikke et bord. Det var pænt træls. Derfor blev det en fast rutine, at en af os sad klar hver morgen lidt før kl. 9 og forsøgte at få et bord. Tømrermænd eller ej. Det lykkedes 3 gang på den uge. Første gange spiste vi på den tyrkiske restaurant, og det var bare så lækkert. Også en god måde at blive introduceret til det lokale køkken, som vi jo kun kendte til fra Nordvest, hvor nok ikke alt er autentisk. I løbet af ugen fik vi desuden spist på den mexicanske og den italienske restaurant på stedet. Udover dem kunne man bl. a vælge mellem en kinesisk og en fiskerestaurant.

Vores plan var som sagt at lave ingenting, og det holdt meget godt. Vi var dog inde i Side og se amfiteatret. Det var ret fantastisk, men det var svært at holde til noget som helst, når det er over 35 C, og man står stille og sveder under sin Yvonnehat. Aksel blev også klippet og barberet hos en lokal i Side. Det var med afbrændinger af ørerhår og det hele. Vi ville gerne prøve at traditionelt tyrkisk bad, og frisøren kendte heldigvis lige nogen der kendte nogen. Så vi blev afhentet af en chauffør og kørt et sted hen, vi aldrig ville have fundet af os selv. Det var en rigtig sjov oplevelse at blive vasket og skubbet, mens man bare lå der som en strandet hval. Selvom jeg godt nok troede jeg ville besvime, da vi kom ind i det dampbad, der startede hele seancen. Puha, det var meget varmt. Saunaen vi også skulle i, var selvfølgelig endnu varmere end herhjemme. Man skal jo kunne mærke forskel på ude og inde. Vi valgte efterfølgende at tilkøbe massage og ansigtsbehandling. Begge dele var temmelig amatøragtigt, men pyt. Det er jo altid dejligt at blive rørt ved.

Senere på ugen var vi til marked i Manavgat. Det eneste vi ville købe, var et par nye små kufferter. Det var selvfølgelig ikke det eneste, vi kom hjem med, men så var det jo godt, at vi havde de nye kufferter til at have det i. Det var et fint marked, der tog udgangspunkt i et fødevaremarked, der mest blev brugt af de lokale. Her kunne man købe alle slags grøntsager og selvfølgelig også nødder, fisk og meget andet. Udenom var så alle de boder, hvor man kunne finde alt fra kopitøj til småmøbler og legetøj. Vi kom lidt sent ind til byen, så de var så småt ved at lukke kl. 18-19. Lidt ærgerligt, men vi kunne simpelthen ikke holde det ud tidligere pga. varmen.

Efter en uge på langs gik turen igen tilbage til Danmark. Vi landede kl. 2 om natten, og i Jylland gider man åbenbart ikke have gæster i terminalen om natten, så vi blev sat af ude på en kold landingsbane, hvor kun 1 bus ventede. Der var åbenbart heller ikke råd til at have 2 buschauffører på arbejde den nat, så folk måtte pænt stå 10-15 min. i sommertøj og fryse, indtil bussen kom tilbage efter de sidste af os. Da vi havde været uden for EU, skulle vi selvfølgelig have tjekket pas, og det er som bekendt ikke den indsats, der har højeste prioritet for den danske politietat (heldigvis). Så vi ventede lige lidt igen. Jeg blev dog noget overrasket, da det blev min tur til at blive tjekket. Politibetjenten kiggede simpelthen grundigt nok på mit pas til at konstatere, at det var min fødselsdag. Så der kom lige en jysk lap ud gennem glasset, der ønskede tillykke. Det var egentlig lidt sjovt, for jeg troede slet ikke de tjekkede os særlig grundigt.

Vel hjemme fra ferie gik den sidste tid med ingenting. Ja, dagene forsvandt bare, og pludselig skulle vi på arbejde igen. Vi nåede selvfølgelig ikke alt det vi havde planlagt, men er det ikke altid sådan?

Se det var da et sjældent grundigt blogindlæg fra min side.

Jeg kom til at læse nogle af mine tidligere blogindlæg fra 2008 og 2009. Hold da op hvor var det sjov læsning! I al beskedenhed så var jeg da forrygende god i mine mange beskrivelser af stort og småt. Nu er jeg så åbenbart blevet en gammel bitter kvinde, der kun skriver blogindlæg med beklagelser over det ene og det andet. Bitter er jo nærmest blevet mere end noget man drikker.

Hmm, det er da lidt underligt at tænke på, at jeg har forandret mig så meget. Det kan man måske tolke en masse på psykologisk og filosofisk? Eller skal det hele bare tilskrives manglende tid og kronisk dårlig samvittighed over for alt og alle?

Den manglende tid og kronisk dårlige samvittighed fortsætter. Jeg er nemlig startet på jura igen. Første gang var i lørdags og faget dette semester er kriminalret. Jeg tror, det er et spændende fag, og jeg glæder mig til at lære mere. Opstarten var et gensyn med holdet som jeg startede med i 2008. det var fedt at se dem igen, men jeg fik ikke talt så meget med dem, for jeg var kun til undervisning i et par timer. Jeg skulle nemlig videre til Stafet for Livet i Svendborg. Det var i øvrigt en fantastisk oplevelse. Jeg har været med til arrangementet 4 gange nu, og dette her var et af de bedste år nogen sinde. Jeg har tidligere skrevet om Stafet for Livet, og det kan du evt. læse om her (jeg er åbenbart blevet for fortravlet/doven til at beskrive konceptet yderligere), ha ha.

Jeg kan ikke få børn. Jeg er ufrivilligt barnløs, og har nu været igennem 6 medicinske behandlinger uden held.

Ja, katten er ude af sækken ift. dem som ikke vidste dette om mig. Jeg er som tidligere skrevet et åbent menneske, men alligevel har jeg gået stille med dørene omkring det her. Nu kommer så den ”komplette historie” om mine oplevelser i relation til at jeg ikke har formået at få børn. Det lyder jo næsten som en Hollywoodfilm.

Jeg fik brystkræft i 2004, kun lidt over et år efter at jeg havde mødt manden i mit liv. Jeg skylder nok et helt blogindlæg om det faktum, at skæbnen måske spillede ind, og sendte ham til mig, så jeg ikke skulle kæmpe mit livs kamp alene. For at gøre en lang historie kort, skulle jeg efterfølgende i 5 år tage medicin, som en del af behandlingen af kræften. Medicinen gjorde, at jeg ikke måtte blive gravid, og i de første år efter diagnosen, var det heller ikke relevant. Jeg var så taknemmelig over at være i live, at et barn var så evigt ligegyldigt for os begge. Men som årene gik, og jeg fik en større og større tro på, at jeg ikke ville få tilbagefald af kræften og dø af den, kom det naturlige behov for at nyorientere sig og se fremad. Lægerne havde sagt at kemoen kunne ødelægge mine muligheder for at få et barn, og hvis det ikke skete, så kunne medicinen jeg skulle tage i de 5 år, gøre det. Det var jo noget af en prognose, og vi brugte meget tid på at kapere tankerne om, at vi ikke ville blive forældre. Skæbnen (igen?) ville dog, at min cyklus aldrig stoppede på trods af kemo og medicin, og en dag var de 5 år så gået. Jeg havde lidt bivirkninger af medicinen, så det var på mange måder en stor dag, da jeg stoppede med den. I det store billede betød det også, at jeg nu havde lov til at prøve at få et barn. Det var en ny og uvant følelse for os begge 2, for nu troede vi jo lige, at vi aldrig ville få børn. Men det kunne vi nu lige pludselig godt alligevel, og projektet gik i gang.

Men storken kom ikke, og vores læge fik os hurtigt sendt videre til fertilitetsklinikken på OUH. Der har vi nu været kunder i 1½ år, og om lidt er det bekendtskab historie.

Vi har nemlig lige været igennem vores sidste reagensglasbehandling (IVF), og den endte lige som de øvrige 3 og de foregående 2 inseminationer - med ingenting. Det er 6 skuffelser udover de ”hjemmelavede” hver eneste måned i mellem behandlingerne. Samtidig føles det som om, alle omkring os bare plukker det ene barn ned fra træerne efter det andet. De fleste har for længst fået det første barn, og en del også det andet. Faktisk er de så småt ved at være færdige med at få børn, og vi står stadig tilbage på perronen, mens det ene babytog efter det andet kører forbi. Når man fylder 35 år lige om lidt, skal jeg også ærligt indrømme, at panikken så småt er ved at sprede sig. Igennem de 5 først forsøg, har jeg hver gang tænkt, at det nok skulle lykkes at blive gravid, og at det kun var et spørgsmål om tid. Men nu står jeg altså her, og har fået taget æg ud for sidste gang, og det førte heller ikke til noget. Jeg er desillusioneret, og har mistet håbet. For vi var ikke blandt det 70-80 %, der bliver gravide i løbet af behandlingerne. Ellers en flot statistik, men vi endte altså i den forkerte lejr.

Nu skal jeg så til endnu engang at vende min psykke om. Først skulle jeg efter kræften indse at jeg nok aldrig fik børn. Da min fertilitet ikke blev ødelagt af kemo og medicin, skulle jeg indstille mig på, at jeg godt kunne få børn. Nu skal jeg igen til at tænke den tanke, at jeg ikke får det. Det er noget af nogle rutcheture jeg tager, og det er rigtig hårdt.

Under vejs i behandlingerne har der været skuffelser, men jeg har som sagt hele tiden tænkt, at der nok skulle være bonus på et tidspunkt. Men nej sådan gik det ikke. Lige nu er vi bare kede, og kan ikke finde op og ned på det hele.

Jeg ved, at jeg har en stærk psykke, der lige som i 2004 for alvor er under pres. Jeg skal ikke dø af at være barnløs, så situationerne kan ikke sammenlignes. Og så alligevel. Under ”normalt” pres ved jeg inderst inde, at jeg nok skal klare det. Jeg ved godt med mig selv, at jeg kommer igennem det, og at jeg igen bliver glad og tilfreds. Efter jeg fik kræft, var jeg bange i mange år. Bange for tilbagefald, fordi det hos brystkræftpatienter er lig med døden. Det var en svær en at leve med. Men som tiden gik, arbejdede den jo netop FOR mig, for hver dag uden tilbagefald, betød at jeg kom nærmere at klare mig igennem mit ”livs stormvejr”. I dag er jeg ret sikker på, at jeg ikke får tilbagefald. Jeg har det desværre ikke på sammen måde med en graviditet. Lige nu er det meget langt væk for mig, og her har jeg ikke den samme tro på, at det nok skal lykkes en dag. Samtidig arbejder tiden IMOD mig, fordi jeg jo bliver ældre hver eneste dag. Om 5-7 år er mulighederne helt væk, og derefter er der ingen vej tilbage. Jeg har altså kun en begrænset tid at løbe på, og alle disse elementer presser mig endnu mere.

Nogen siger til mig at jeg skal slappe mere af, og det så nok skal komme. Nej, for så var det sket.

Andre siger, at vi skal nyde livet indtil vi får børn. Det er ikke sådan, at jeg ikke nyder livet. Det gør en tidligere kræftpatient skam altid. Men jeg har været på de rejser jeg behøver, jeg har sovet længe om morgenen, jeg har realiseret mig selv via et studie, jeg har drukket de genstande, jeg har lyst til osv. Alt det som småbørnsforældre drømmer om. Men for pokker, jeg vil jo bare give, alt hvad jeg har for et barn.

Lidt fakta om vores barnløshed:

Der er ikke konstateret noget galt med nogen af os.

Det er umuligt at sige om kemo og medicin er skyld i noget. Det er det nok ikke.

Vi prøvede først insemination 2 gange.

IVF-behandlinger fås i en lang og en kort udgave. Jeg har fået 2 af hver. Man stimuleres med hormon i pilleform, som næsespray eller indsprøjtninger.

Æggene tages ud med en nål gennem skedevæggen. Det gør meget ondt.

Æggene befrugtes samme dag, og skal derefter dele sig 2 gange = 2 dage hvorefter de lægges op i livmoderen.

Hver gang der lægges æg tilbage i livmoderen, er der ca. 20 % chance, for at det bliver til en graviditet. Det er samme odds som ved soveværelsesmetoden.

1. IVF (kort) resulterede i 5 æg ud. 2 blev efterfølgende befrugtet i petriskålen og lagt tilbage i livmoderen.

2. IVF (kort) resulterede også i 5 æg. Ingen af den blev befrugtede. Det var en meget stor skuffelse, fordi vi slet ikke havde tænkt, at det var en mulighed.

3. IVF (lang) gav igen 5 æg, der alle blev mikroinsemineret (1 sædcellen proppes ind i et æg). Kun 1 æg blev til noget og lagt tilbage.

4. IVF (lang) var noget anderledes. Der var 13 æg, som alle blev mikroinsemineret. De 5 var derefter brugbare, og de 2 blev lagt tilbage. De sidste 3 ligger i fryseren på OUH. Der er ca. 50 % chance for at frosne æg kan bruges.

Man har kun 3 IVF-behandlinger i det offentlige. Fordi der ikke blev befrugtet æg i vores 2. forsøg, talte det ikke.

Vi betaler lidt over kr. 5.000 pr. forsøg + kr. 15.000 en gang for medicin. Vi fik dog halvdelen af medicinudgifterne retur fra Danmark.

Medicinudgifterne er meget højere. De 3 forsøg i år har bragt min saldo op på over kr. 47.000, hvoraf vi altså kun betaler kr. 15.000.

Det tæller ikke som et forsøg, og vi skal heller ikke betale for at få frosne æg tøet op og lagt op.

Vi kan ikke forvente at kunne adoptere et barn, fordi jeg har haft brystkræft. IVF er derfor vores eneste mulighed.

Jeg er egentlig et meget åbent menneske, der ikke er bange for at blotte mine følelser eller lave grin med mig selv og mit liv. Jeg er meget uhøjtidelig, og tager ikke tingene så tungt. Jeg bærer fx sjældent nag, og jeg glemmer relativt hurtigt negative oplevelser. Nogen vil mene, at det er en gave at have det sådan, mens andre vil synes at jeg er for flink og for nemt tilgiver mennesker der ”pisser” på mig. Jeg har fx haft en håbløs kæreste, som jeg holdt fast i alt for længe, fordi jeg blev ved med at tro på det bedste i ham, og det jeg troede var et forhold mellem os. I mellemtiden rendte han rundt der ude i livet, og lavede Gud ved hvad. For lige at krone værket droppede han mig til sidst via en e-mail uden efterfølgende at tage kontakt til mig. Bagefter virkede det jo latterligt at jeg var så loyal og tro overfor en person, der så åbenlyst ikke ville mig. Jeg var i en periode flov over det, men egentlig synes jeg, det siger noget godt om mig: Jeg tror nemlig rigtig langt hen ad vejen på det gode i de fleste mennesker. Og det kan vel ikke være en dårlig ting? Faktisk er jeg i dag Facebook-ven med mr. X, og jeg nærer ingen hard feelings. Kun overbærende smil.

I forbindelse med vores husbyggeri var jeg også flink, og insisterede på at tillid var vigtigt mellem os og byggefirmaet, hvor vi jo kendte ejeren privat. Han overbeviste mig nemlig om, at der ikke behøvede at være en økonomisk garanti, fordi det jo ”handlede om tillid mellem os”. Han endte med at lukke sit firma før huset var færdig, lovede så at det ville blive færdiggjort alligevel, men holdt ikke sin aftale. Min tillid til ham kostede os kr. 80.000 – 100.000 plus en del uro på de interne linier i det lille hjem. Som jurastuderende er det jo ganske utilgiveligt at være så naiv, og det fik mig til at tænke på en underviser jeg engang havde: ”Flink - det er ikke noget man er med penge”. Hvor har han evig ret, og det er helt sikkert, at jeg aldrig vil være så flink og tillidsfuld mht. økonomi igen.

Men er det så ikke overvejende en dårlig egenskab at være så pokkers flink og tro på det bedste i folk? Muligvis, men jeg håber, at jeg altid vil have den egenskab alligevel, om end jeg da er blevet klogere mht. økonomiske spørgsmål.  For lige som smilet er den korteste vej mellem os mennesker, er tillid og åbent sind vigtige egenskaber i vores interaktion med hinanden. Jeg ønsker ikke en verden, hvor vi altid antager det værste, og skeler til hinanden i mistillid. Det passer heldigvis godt, til den måde jeg vælger at leve mit liv på. For jeg VÆLGER at være tilgivende og tro på det bedste hos de fleste mennesker. Lige meget hvor mange håbløse mennesker, der vil forsøge at udnytte dette, så håber jeg, at jeg i mange år fremover vil bevare mit åbne sind og min evne til at tilgive andre.

Når der nu er så længe mellem mine indlæg her på bloggen, skal de mon så være hjerteblod hver gang? Nej, det behøver de vel egentlig ikke. På den anden side kan det nogle gange føles overfladisk at skrive om dagligdags ting, når andre store emner larmer i mit hoved.

Jeg er ikke, det man kalder et ”privat menneske”. Jeg deler ude af mine sorger og glæder, og jeg er ikke bange for at fortælle om det der sker i mit. I hvert fald ikke i den virkelig verden uden for blogland. Men burde det så ikke være endnu nemmere at åbne for sluserne, når læserne er fremmede eller i bedste fald nogen der kender historierne i forvejen, perifere bekendtskaber, eller gamle venner, klassekammerater mv.? Det synes jeg, af en eller anden grund ikke altid det er. Udfordringen (det nye ord for problemet) er, at bloggen her var tænkt som et frirum for mine tanker, men hvad er det værd, hvis jeg ikke deler ud for alvor? Man kan argumentere med, at en blog også er en form for iscenesættelse af en selv og sådan lidt ”se mig”. For hvis man bare vil skrive sine tanker ned, behøver man jo ikke offentliggøre det på nettet?

Uha, store tanker fra mig en sen aften. Det var indtil videre, det jeg ville dele med jer i denne omgang.

Når man har forpligtet sig til at bruge en stor del af sin fritid på at læse jura, går det ud over en masse andet. Nogle tab er større end andre, men det jeg især ikke når, er at læse bøger. Skønlitteratur forstås. Jeg elsker ellers bøger. En gang læste jeg mange biografier, men de sidste år har jeg mest været til krimier. Jeg er vild med Liza Marklund, og måtte også bøje mig i støvet over Stieg Larsson, lige som alle andre. Dog har jeg også ind imellem trang til at læse noget andet end krimier, og så er det godt med en familieroman eller sådan. Min udfordring er dog som sagt tiden. For ½ års tid siden, fandt jeg dog en løsning, der kan afhjælpe det. Jeg hører lydbøger! Jeg har 35 minutter i bil hver vej til arbejde, og hele vejen får jeg læst højt. Det er rigtig rart, og nogle gange er jeg nærmest nød til at køre omveje, eller blive siddende i bilen i carporten, hvis jeg lige er nået til et spændende sted i (lyd)bogen.

Lydbogen er for mig en mulighed for stadig at få alle de inputs og oplevelser, man får ved læsning. Den er simpelthen alternativet til næsten ikke at får læst. Det er selvfølgelig en anden måde at få en historie leveret på, og hvis tid og bilkørsel tillod det, ville jeg da også foretrække den gammeldags bog. Der kan man lige bladre tilbage og tjekke op på persongalleriet eller genlæse en passus, hvis blottet er for indviklet.

Men for den travle, er lydbogen guld værd. Jeg har også en enkelt gang lyttet til en bog, mens jeg gjorde rent, og det fungerede egentlig også ok. Så faktisk er der ingen begrænsninger J. Man skal dog følge med, og ikke tænke på alt muligt andet. For så skal man hen og spole, og det er ikke altid lige nemt at finde det man ikke har fået fat i.

Jeg hører nogle gange en hel serie af nogle bøger. Så skifter jeg ikke forfatter, før jeg har hørt alle bøgerne. Fordelen er, at man er inde i hovedpersonernes liv, og efterhånden kender dem ganske godt.

Der er stor forskel på oplæserne af lydbøger. Nogle er virkelig ringe og irriterende, mens andre er belevne, og forstår hvor vigtigt toneleje og lyde er, når man indlæser en lydbog. Det er også vigtigt, at de har gjort deres research, så de ved hvordan navne eller steder skal udtales. Det kan virkelig irritere, hvis de ikke gør det. Især hvis man lytter til en hel serie, og det ikke er den samme, som har indlæst alle bøgerne. Hvis jeg skulle indlæse bog nr. 4 i en serie, ville jeg nu nok lige lytte lidt til de foregående 3. Men generelt vænner man sig nu hurtigt til en oplæsers stil, og er helt ked af at skulle undvære deres stemme, når bogen er slut. Den bedste oplæser jeg indtil videre har oplevet, var Knud Romer. Men oplevelsen var nu også unik, fordi han læste sig egen bog op. Det var ”Den der blinker, er bange for døden”, og han gjorde den så levende for mig, og jeg nød alle nuancer og hans toneleje.

Jeg låner lydbøger på biblioteket, ønsker mig dem i gave, eller køber dem på tilbud. Jeg ved, at man kan downloade lydbøger fra nettet, men jeg har endnu ikke prøvet det. Det er vist mest tiltænkt iPod, og så kræver det jo, at den kan tilsluttes ens bilradio. Det kan man ikke i alle biler. Jeg vil ikke sidde med hovedtelefonerne på, når jeg kører bil, for jeg skal kunne høre andre lyde som fx sirener. I alle andre situationer, er det sikkert helt fint med lydbog på iPod. Min bil kan dog kun tage cd´ere, så hvis jeg downloader, skal jeg brænde bogen på sådan en.

For tiden hører jeg for resten Ken Follet ”Giganternes Fald”. Jeg har aldrig læst noget af ham før, og er slet ikke til bøger som ”Jorden Søjler”, men denne her er jeg vild med. Den foregår i tiden omkring 1. verdens krig, og det er en skøn fortælling, hvor hovedpersonernes liv leves hver for sig, men deres historier er alligevel snoet sammen på forskellig vis. Den var egentlig en julegave til min mand (som også har set lyset i at høre lydbøger), og han overtalte mig til at høre den. Det har jeg ikke fortrudt, og jeg er helt tryllebundet af den. Det er også en dygtig mand der læser den op, så alt i alt er det en god oplevelse.

Efter lang tavshed på bloggen er jeg tilbage. Jeg kan ikke love, det bliver mere regelmæssigt eller lige så kontroversielt som mit sidste indlæg, men lidt nyt har vel også ret.

Jeg endte jo med at holde pause fra mit deltidsjurastudie. Det kunne bare ikke hænge sammen med mit arbejde, efter jeg ikke længere havde fridag til at læse i (det først år havde jeg 1 fridag om ugen og det andet år havde jeg 2 fridage om måneden). Det var selvfølgelig trist at skulle stoppe ufrivilligt, men det værste er sådan set, at jeg måtte sige farvel til mit hold. Vi var efterhånden et godt sammentømret hold, med god dialog og omsorg for hinanden. De er det selvfølgelig stadig, men jo nu uden mig. Efter et semesters pause er jeg tilbage på SDU om lørdagen, men på et andet hold end mit gamle. Det skyldes at 5. og 6. semester på deltid hænger uløseligt sammen, og jeg kunne derfor ikke hoppe tilbage og tage 6. semester, når jeg nu havde holdt på 5. semester. Jeg er i stedet startet på holdet over mit eget og tager et fag der egentlig er på 8. semester. Det nye hold er selvfølgelig sammentømret efter 3½ år sammen, men de er også noget forskellige fra mit gamle hold. Det er for det første et mindre hold, og en del af dem har enten en bachelor eller en kandidatgrad i noget. Det virker lidt skræmmende på mig, og jeg synes også de opfører sig på en lidt anden måde, end jeg er vant til. Jeg synes, de kan virke skråsikre, og de er ikke så åbne ift. at en ikke-akademiker som jeg, tænker anderledes. Men nu må vi se. Jeg har jo kun været til undervisning 2 gange, og meget kan ske endnu. I faget skal vi aflevere en opgave, og derefter til mundtlig eksamen. Det er en form jeg ikke har prøvet i mange år, og jeg har aldrig prøvet det på universitetet. Sådan en cikushest som jeg er, plejer jo at kunne bluffe mig gennem mundtlig eksamen, men på det her niveau, er jeg ikke sikker på, det kan lade sig gøre. Min charme og selvsikkerhed er vist også forsvundet med årene, så måske kommer sandhedens time buldrende før jeg aner det.

Faktisk skal jeg havde endnu et fag dette semester, men folkeret starter først efter påske, og der er kun 3 undervisningsgange inden endnu en mundtlig eksamen. Uden at kende ret meget til faget, tror jeg nu, jeg vil kunne lide det.

Efter at have ligget stille noget tid, kom jeg endelig i gang med at træne igen omkring nytår. jeg vil jo helst løbe ude i naturen, men med de her snevintre, er det meget svært. I stedet bliver det mest til løb på bånd og styrketræning på arbejdet. Jeg hader at løbe, og jeg hader endnu mere at løbe på bånd, så jeg synes selv det er noget af en bedrift. Jeg har siden nytår været dernede minimum 1 gang ugentlig og på det sidste har jeg jo også kunne løbe uden for igen. En gang om ugen svømmer jeg desuden 1000 meter, så det bliver altså i alt til 3 gange motion om ugen. Jeg gider jo ikke motion, og gør det kun fordi det er godt for mig (kræften skal holdes fra livet) og fordi jeg er for fed. Nu hvor studiet er i gang igen, vil 2 gange om ugen dog være tilfredsstillende for mig.

I det hele taget er mit liv igen en knivskarp prioritering af hvad der er tid til. Det er meget meget skidt for mit sociale live, men det er så svært at nå det hele. Når det er sagt, har jeg jo selv valgt det, og jeg vil jo gerne det studie.

Det her indlæg er en smule svært for mig at skrive, og jeg burde måske ikke gøre det i den sindsstemning jeg er i. Jeg er nemlig ked af det, men der er et emne som larmer i mit indre. Det er kontroversielt, og jeg ved egentlig ikke helt, om jeg tør åbne helt for posen.

Hvordan er man venner med voksne, der har børn, når man ikke selv har børn? Jeg kan åbenbart ikke finde ud af det, for jeg har ingen nære venner tilbage. De har alle sammen fået børn.  Jeg har ingen nære veninder, jeg kan ringe til når jeg er glad i låget, og jeg har ingen, når livet slår knuder. Det gør mig ked af det. Mine gamle veninder har næsten alle sammen børn, og al aktivitet er altid styret af deres børn og disses mad-, sove- eller aktivitetsvaner. De kan jo ikke gøre for det, for selvfølgelig drejer en mors verden sig om hendes børn. Det er sikkert mig, der ikke kan finde ud af, hvordan man gebærder sig. Men når jeg nu ved hvor hårdt det er for veninderne at være mødre, og hvor meget de kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen med arbejde, tid, søvn osv. ja så står jeg jo ikke der og kræver byture eller lange samtaler om bøger, film, mænd, følelser og hvad vi ellers talte om før. Det kan jeg da ikke tillade mig, føler jeg. Min mand har det anderledes. Han synes de kan virke egoistiske, og nemt glemmer mig ”bare fordi de har fået børn”. Men jeg har jo hørt fra dem hvilke dagligdage, de skal igennem, og hvilket stort arbejde det er at have børn. Det forstår han ikke helt. Men hvor meget kan man kræve af sine veninder med børn? Jeg kræver næsten intet af dem, og bærer altid over, når de ikke besøger mig, eller ikke ved hvad der sker i mit liv. Men indeni er jeg jo vildt ked af det, for jeg savner dem, og jeg føler mig ensom. Jeg husker detaljer om dem og deres børns liv, og engang imellem ønsker jeg mig måske bare det sammen.

At de nære venindeskaber er tørret ud, hænger selvfølgelig også sammen med at jeg flyttede til Fyn. Det gjorde at vi ikke sås i hverdagene. Men der er jo ikke langt fra København, og jeg vil så gerne bare tage derover en hverdag, have en hyggelig aften og overnatte til næste morgen. Men jeg vil jo nødig være til besvær, og en børnefamilie har nok at se til, og de har jo fx ofte ingen gæsteværelser længere. At forestille sig de tog over til mig bare for en aften virker utænkeligt. Jeg har aldrig spurgt nogen af dem, men min forestilling er, at man ikke er væk hjemmefra, når man har små børn. Og faktum er, at de heller ikke har fået ideen.

I takt med vi ses mindre og mindre bliver det også sværere og sværere, og vi kommer længere og længere fra hinanden. Det piner mig, at jeg ikke længere kender deres hverdag og deres børn, men det gør mig også ked af det, at de ikke kender min hverdag.

Til min fødselsdag ville jeg så gerne holde en drinksaften, hvor vi bare skulle grine og give den gas. Men da jeg løb listen igennem, var halvdelen enten gravid eller ammende. Så for det første ville der ikke blive den løsslupne stemning, for det andet ville de være nød til at medbringer babyer dvs. hensyn og aktiviteter til dem, og sidst men ikke mindst var det jo nok udelukket at tale om aften/nattearrangement. Det endte med ingenting!

Jeg ville ønske, jeg kendte svaret på det overordnede spørgsmål: Hvordan er man venner med voksne der har børn, når man ikke selv har.

Det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide børn, eller ikke vil være sammen med børn. Det vil jeg gerne. Vi leger, pjatter, drikker kaffe i stedet for drinks, går tidligt i seng og alt det der. Men andet er også tit udelukket, fordi nogen forældre tager det for givet, at deres børn skal med til alt. Indrømmet: Jeg er berøringsangst for emnet, for nogen vil måske tage det ilde op, hvis man inviterer dem uden børn, eller melde pas fordi de ikke har pasning. Er det så ikke bedre at ses med børn over kaffe end slet ikke at ses? Selvfølgelig har jeg veninder der kan stjæle 1-2 timer uden børn og ses med mig, men det kan jo naturligvis ikke være i det sammen omfang som før. Jeg har også oplevet den omvendte ”forskelsbehandling”, da gæsterne til min venindes barns første fødselsdage var ”barnets venner”. Det betød i praksis de voksnes venner, der havde børn. Vennerne uden børn blev ikke inviteret. Der blev jeg bare så ked af det.

Før vennerne begyndte at få børn for alvor, og vi vidste, at vi ikke fik sådan lige med det samme, jokede vi med, at vi skulle finde nye unge venner i starten af 20´erne eller venner oppe i 40´erne, med store børn. Men faktum er, at det faktisk er ret svært at få nye venner i 30´erne, når man ikke har børn. For hvor pokker møder man dem? De møder ustandselig hinanden i mødregrupper, børnehaver, til børnegymnastik eller andet. De har en masse til fælles, og bliver hurtigt tætte venner. De forstår hinanden, og drikker kaffe og går tidligt i seng uden frustrationer. Måske mere med en lettelse over at have venner i samme båd som dem selv. Nogen vil måske tro, at jeg er misundelig og bitter. Tro mig, hvis jeg kunne, ville jeg også få børn! Jeg prøver for alt i verden ikke at være bitter, for det er jo ingens skyld, at venskaber ændrer sig med tiden. Men jeg kan bare ikke helt finde mig en plads i forhold til vennerne.

Mænd er gode til at have de samme venner livet igennem. Kvinder er gode til at få nye venner. Måske lidt stereotypt, men jeg har set det rundt omkring. Når jeg så fejler i forhold til at holde på vennerne og heller ikke evner at skabe nye venskaber, hvad pokker gør jeg så? Jeg lever videre med min frustration over at mine venindeskaber fater ud. De har stadig pladser i mit hjerte, for intet er jo forandret for mig. Men deres hjerter bliver fyldt op af børn, nye bekendtskaber via deres børn osv.

Det er lidt et vovet indlæg, jeg kommer med her. Men eftersom meget få læser med herinde, er der nok heller ingen der opdager, hvad jeg tænker om venskaber med voksne, der har børn