Jeg har nydt de sidste dage meget. Sommervejret er virkelig kommet, og det betyder bare rigtig meget for en solelsker som mig. Når vejret er som nu, kan jeg simpelthen foretage mig alt uden for. Lave mad, spise, hygge og endda sove udenfor. I weekenden hev vi madrassen ud på terrassen, og det var skønt at ligge der og se på stjernerne. Kl. 5 luskede jeg godt nok ind og sov videre, men det var mest pga. grædende babyer i nabolaget og begyndende trafik på vejen.

Jeg har endelig fået karakter fra min eksamen. Jeg var på forhånd ikke så godt tilfreds med min opgave, men det var jo kun forventeligt efter den arbejdsindsats og det forår, jeg har været igennem. Men mange år i statens tjeneste har nu alligevel hjulpet mig til at få 7 i forvaltningsret. Halvdelen af opgaven bestod af sagsbehandlingsspørgsmål, og det var lige mig. Så nu er jeg bare glad og lettet. Jeg er nu færdig med første del af jura på deltid. Det var ret vigtigt, fordi universitetet, siden jeg startede, har ændret studieordningen, og man først kan skifte over til den nye, når første del er afsluttet. Den gamle studieordning kan man kun komme til eksamen på et år endnu, så det ville være noget af et pres, at skulle op igen, når der ikke var uanet tid til at blive færdig. Jeg bliver nu flyttet til den nye studieordning, og det betyder, at jeg får tilført lidt ECTS-points, fordi man har ændret vægten af de forskellige fag. Nogle af de fag jeg allerede har bestået, får en højere værdi end da jeg i sin tid tog dem. Det er jo meget rart, for der skal stadig ”kun” 180 ECTS-points til en bachelor. Men anyway, der er stadig 2 dele mere á 1½ år, så jeg er jo ikke i nærheden af at kunne snuse til den del af livet. Min filosofi er stadig, at jeg tager lidt ad gangen, og kun så længe det er interessant, og kan hænge sammen med mit arbejde og mit øvrige liv. At læse ved siden af sit arbejde, er stadig rigtig hårdt arbejde, med mange afsavn og evig dårlig samvittighed.

Hvis man nu endelig havde noget tid i sit liv og kunne skrive et blogindlæg, hvad skulle det så handle om? Tjaa, jeg er jo nærmest blank. Jeg synes ellers altid jeg har så meget på hjerte (hvorfor hedder det egentlig ikke hjertet, det lyder bedre?).

Jeg havde et noget hektisk forår. Min mors situation gjorde det ikke meget bedre. Jeg har så ondt af hende, og har evig dårlig samvittighed. Hun sidder bare der, og jeg ville så gerne gøre en masse for hende. Det er bare som om, jeg slet ikke kan tage mig sammen. Jeg føler mig doven og uduelig, og får så endnu dårligere samvittighed. For helt ærlig, min mor bor på plejehjem med rigtig gamle mennesker, og jeg farer rundt herude i livet, og kan jo i princippet det hele.

Der var jo også lige noget med et jurastudium og en eksamen. Jeg var i det forgangne semester ikke særlig aktiv eller engageret, for jeg magtede det simpelthen ikke. Jeg var så stresset, og havde så meget om ørerne, at jeg ikke kunne hænge sammen. Virkelig usundt. Jeg ved det godt. Eksamen var den 4. juni 2010, og jeg kender endnu ikke resultatet. Jeg har lige nu ingen ide om, hvordan det gik, og kan dårlig huske opgaven eller noget fra faget. Den første uge efter eksamen, levede jeg på en svævende sky. Jeg følte mig i den grad lettet og befriet. Jeg fik også kommentarer om, hvor glad jeg virkede. Det er virkelig også rart ikke at have det studie hængende over hovedet. Jeg glæder mig hver dag over ikke at have dårlig samvittighed overfor en stak bøger. Fedt bare at koncentrere sig om arbejdet, hus, have, venner og familie.

Jeg nyder også at læse bøger igen. Da vi i januar var i Egypten, læste jeg Sara Blædels Hævnens Gudinde. Den var rigtig god, og jeg var godt underholdt. Nu holdt den jo ikke en uge, og jeg kastede mig derefter over Jo Nesbøls Flagermusmanden. Det er første bind i hans serie om en norsk politimand. Jeg nåede ikke at blive færdig med bogen før her for en lille måned siden. Det er nok medvirkende til, at jeg ikke var helt så vild med bogen. Der var simpelthen for længe imellem at jeg læste i den, at jeg lidt glemte, hvad der var sket tidligere. Desuden var bogen nok lige gammel nok til mig. Den foregik fx før mobilens tid. Nå, men på et tidspunkt vil jeg da nok læse de andre bøger i serien, og der kommer jo stadig nye til, så på et eller andet tidspunkt får jeg vel indhentet forfatteren. Lige nu læser jeg Jette Kaarsbøls Din Næstes Hus. Den er ok skrevet, men jeg sidder tit med en fornemmelse af, at der er noget jeg ikke har forstået eller læst mellem linierne. Jeg var ret vild med hendes debutroman Den Lukkede Bog, som jeg læste mens jeg var sygemeldt i 2004. Faktisk gik jeg og læste på gangene om natten på Riget. En kombination af, at jeg skulle røre mig efter operationen, er b-menneske og ikke rigtig kunne sove om natten. Jeg bliver færdig med bogen en af de næste dage, og skal så i gang med Camilla Läckbergs Havfruen. Jeg har læst alle de andre bøger i serien, og glæder mig meget til denne her. Jeg er jo ret vild med de svenske krimier, men kan også godt mærke, at det er rart at læse noget andet ind imellem. Jeg var på bogudsalg i vinter, og har udover de nævnte, 8 andre bøger jeg gerne vil læse. Så må man jo bare håbe, at der bliver tid til det her i sommer.

Så fik jeg da vist fyldt en lille side alligevel, og løbet bloggen i gang igen.

Jeg må erkende, at rejsen i USA lige nu er ret langt væk. Så den sidste del af rejsebeskrivelsen kommer ikke lige på bloggen. Faktisk har jeg ikke engang fået tømt kameraet endnu. I det hele taget er der bare en masse ting, der hænger i mit liv lige nu. Derfor har der også været ret stille her på bloggen.

Hvor pokker skal jeg starte. Jo, det vigtigste og værste først: Min mor er syg. Hun er hårdt ramt efter en blodprop i hjernen, og har nu snart været indlagt i 2 måneder. Det er så sørgeligt, at jeg snart ikke har ord for det mere. Det er så uretfærdigt, at skæbnen endnu engang langer ud efter os. Min mor bliver aldrig sig selv igen, og ud over at jeg har så forfærdeligt ondt af hende, er det jo også en sorg. For jeg har mistet den mor jeg kendte, og hun kommer aldrig tilbage. Hun har ændret personlighed, og vores forhold er for altid forandret. Desuden er der en masse praktiske ting og tanker, der skal tages hensyn til.

En lille uge efter min mor blev syg, var jeg til eksamen på jura. Jeg kunne selvfølgelig slet ikke koncentrere mig om læsningen op til, og jeg fatter slet ikke hvordan jeg kom igennem den eksamen og den efterfølgende. Men det gjorde jeg, og jeg bestod dem begge med gennemsnitskarakterer. Egentlig var det jo slet ikke vigtigt med de eksamener lige der, men jeg kunne jo lige så godt gøre forsøget. Forleden skrev en veninde til mig, at hun syntes jeg var sej, og at hun ikke forstår, jeg kan klare så mange ulykker i livet. Det bevæger mig meget, at nogen tænker sådan om mig. Selv synes jeg jo bare, at jeg spræller i nettet, og kører ren overlevelse.

For det koster jo at blive ramt igen og igen. Jeg var begyndt at føle, at min egen kræftsygdom her snart 6 år efter var rigtig meget på afstand. Nu kom det med min mor så, og det er som om, vi bare aldrig kan få lov at ånde lettet op.

Oveni det hele slås vi med nogle dumme ting. Jeg ville gerne skrive nærmere om dem, men det kan jeg ikke endnu.

Jeg er startet på 4. semester på mit deltidsstudie. Egentlig skulle jeg nok have holdt en pause og have passet på min mor og mig selv. Men studieordningen er lavet om, så jeg skal være færdig med 1. del af studiet inden for en tidshorisont. Måske havde jeg et år mere at løbe på, men nu skulle jeg gerne afslutte den til sommer. Desuden er faget forvaltningsret, som jeg meget gerne skulle have det væsentligt lettere og bedre med end andre fag, efter mange år i statens tjeneste. Uha, faktisk har jeg lige haft kobberbryllup med bror stat, og det er da egentlig meget godt klaret, når man kun er 33 år (eller er det mere patetisk?). Heldigvis har jeg fordelt min tid over 3 arbejdspladser på 3 ministerområder, og så er det vel ikke så slemt.

Jeg kom da helt i godt humør af at skrive lidt herinde igen. Måske er det det, der skal til :-)

Med kun et ½ års forsinkelse, følger her den fortsatte beretning om vores sommerferie i USA.

Vi boede nord for Lake Tahoe, men kørte ned til søen og kravlede op på et udsigtspunkt. Ja, søen er stor, ja der er flot, ja man kan foretage sig meget på den sø (sejlads, vandski mv.). Men nej, man skal ikke se Lake Tahoe dagen efter Yosemite. Området blegner simpelthen i forhold til. Så vi valgte ret hurtigt at høre videre mod Sacramento, der er Californiens regeringsby, som vi absolut ingen forventninger havde til. Her boede vi på Best Western Sutter House, og det var helt ok. Hotellet var befolket af embedsmænd og -kvinder fra alle egne af staten. Lidt som at være i Bruxelles. Sacramento viste sig at være en rigtig behagelig by at være i. Der var pænt og rent, roligt og så var der orden og systematik i gadebilledet. Vejene i centrum hedder nemlig 1st, 2nd, 3th osv. på den ene led, mens de hedder A, B og C på den anden. Det er altså logik, der vil noget. H-street er fx den 8. gade på den ene led fordi h er det 8. bogstav. Ved vandet ligger Old Sacramento, der er en samling af gamle bygninger med westernfortove og et togmuseum. Selvom man skal under et par motorveje og gennem parkeringspladser for at komme til Old Sacramento, er det et hyggeligt sted at gå rundt. Dog burde området lukkes for biler, men det kommer man jo aldrig til at kunne overbevise amerikanerne om, er en god ide. De kører i bil til ALT. På J street 425 fandt vi en fantastisk restaurant med Thai og vietnamesisk mad. Det var bare lækker mad, og kan varmt anbefales.

Efter Sacramento kørte vi mod San Francisco. Der var tæt trafik, men igen var det guld værd at gave en gps. Vi boede på Best Western Americania. Det var et rigtig sjovt hotel med en skøn indretning. Møblerne var unikke og fede både på værelserne og ved receptionen. Hotellet ligger SoMa hvilket betyder syd for Marked street, der er en stor gade syd for det man vil se. Vi boede meget tæt på Marked, og det var helt fint. Der er mange hjemløse på Marked, og det er ikke så rart at se på. Til gengæld minder det en om, at man selv lever i solsiden, og jo godt kan undvære lidt mønt.

 Den første aften gik vi en tur i China Town. Den er stor, og det var meget at se på. Både butikker, heksedoktorer og restauranter. I det hele taget fedt bare at gå rundt i SF. Gaderne er stejle og bakkede, men der er rart at være. Folk er venlige og tolerante. Det ses tydeligt at her er plads til at være homoseksuel, punker eller gademusiker. Ikke typisk USA. Næste dag tog vi på Alcatraz, og det var en rigtig spændende oplevelse. Der er en super god audioguidet tur i fængslet. Den er indtalt af tidligere fanger, ansatte og deres familier, der også boede på øen. Virkelig godt lavet. Sejlturen derud var også fin med udsigt til Golden Gate. Aftenen og natten blev brugt i Little Italy, der er stedet hvor det sker om natten. De nærmere detaljer blafrer dog lidt i vinden. Af naturlige årsager sov vi lidt længe den efterfølgende dag. Men sidst på eftermiddagen kom vi da af sted til lidt shopping. Vi fandt bl. a en stor butik med mænd og kvinder, hvor der var halv pris på alt tøj…..til mænd. Typisk. Den søde mand fik dog shoppet big time af alt. Sikke vi slæbte.

Efter San Francisco var det tid til at bevæge sig ned af High Way one mod LA.

Efter en relativt kort køretur åbenbarede det famøse lyshav sig i Nevadas ørken. Det var Las Vegas der poppede ud af mørket, og det var da et flot syn, men jeg ville egentlig hellere have ankommet på et andet tidspunkt af døgnet. Trafikken var nemlig meget intens, og det er en lidt blandet fornøjelse med vognbaneskift på en mangesporet motorvej i høj fart i mørke. Ikke min favoritcocktail. Men vi nåede helskindede frem med mig bag rettet, og hotellets parkeringsplads lå faktisk kun ca. 500 meter fra afkørslen. Her efterlod vi Mustangen, der blev kørt i kælderen, mens vi selv og vores bagage blev ledt ind på det kæmpe store hotel Excalibur. Vores bagagemand førte os hen mellem 2 skranker, og straks stod en anden mand ved os. Han kendte Danmark, Tivoli osv. og spurgte til, hvor længe vi skulle bo der, og om vi havde planer om at se shows, mens vi var der. Det havde vi jo, så vi endte på en eller anden måde henne ved skranken, hvor en dame tog over. Snik snak igen men hun var sød og venlig. Pointen var, at ”de” (Excalibe tænkte vi selvfølgelig, det var jo der vi stod) havde bygget et nyt ressort uden for byen, som de gerne ville vise frem. Hvis vi liiige ville tage ud og se det, og tale pænt om det til vores venner, ville vi til gengæld få gratis showbilletter og 75 $ at spise, shoppe eller spille for. Det var jo noget af et tilbud, så vi meldte os til turen, og skulle bare være klar næste middag. 2-3 timer kan man vel godt bruge på lidt sightseeing og et foredrag? Vi ville oven i købet få gratis frokost. Derefter videre til næste skranke, der tjekkede os ind på hotellet og tilbød os 2 billetter for ens pris til det samme show. Lidt underligt syntes vi. Vi fandt vores værelse, der var ok, men noget skuffende. Jeg troede, hoteller i Vegas var af højere standart. Fx var der intet køleskab. Til gengæld boede vi lige over for ”New York”, hvor ruchebanen kørte forbi. Den var med indbygget falsk skrig, så der blev skreget, når den kørte nedad, uanset om der var mennesker i eller ej. Typisk Vegas! Denne første aften gik vi en tur på ”The Strip”. Det var noget af en oplevelse. Der er så mange sjove ting at se på. Fx en hel butik kun med M & Ms. Det endte med nogle drinks, og vi var først hjemme godt ud på natten.

Næste middag blev vi så afhentet sammen med andre fra hotellet til det arrangement, vi ikke helt vidste hvad var. Vi blev kørt uden for centrum. Jeg var begyndt at få en lidt lummer følelse af, hvad det nu var for noget det her. Da vi kom ud til ressortet blev hvert par hentet et for et. Endnu mere lumsk. Endelig faldt tiøren. Det her var ikke pyramidespil eller andet; de ville sælge os time share boliger! Vi blev hentet af ”vores” medarbejder, og jeg spurgte hende ret hurtigt, om det her var om time share. ”It is musch more…vacation is very important to us”. Derefter kom vi op i et stort lokale, hvor hvert par sad med deres egen sælger. Vi fik sandwich, kaffe og kage, og damen spurgte interesseret til os og vores ferie. Derefter begyndte salgstalen. Konceptet er, at man køber en lejlighed et sted i verden. Derefter bytter man lejlighed med andre i samme situation, eller lejer den ud. På den måde kunne man komme til at holde ferie over alt på kloden, og desuden tjene penge. Lyder simpelt, men så tossede var vi alligevel ikke. For at gøre en lang historie kort, endte de med at holde på os i mere end 4 timer fra vi tog af sted til vi var tilbage på hotellet. Så vigtig var MIN ferie alligevel ikke for dem. Vi blev flyttet rundt flere gange og præsenteret for nye mennesker, der skulle fortælle os om det fantastiske projekt. Vi havde for længst meldt ud at vi ikke ville købe, men vi kunne ikke få vores gaver før vi havde været alt igennem.  Næsten hele eftermiddagen gik med det. De næste dage blev vi i øvrigt flere gange standset af sælgere fra firmaet. De var over alt på de store hoteller. Taktikken var den samme, og de kendte alle sammen København og Tivoli.

Aftenens show var jo gratis. Det var af ganske høj kvalitet, og foregik på hotellet. Det hed Tournaments of Kings, og var med rigtige heste og modige stuntmen. Undervejs fik vi serveret middag, der blev spist med fingrene, som på riddernes tid. Det var en sjov oplevelse, men ikke det store gourmet. Resten af natten foregik i diverse barer på the strip og hotellerne. Det var ganske sjovt. Det var næste dag ikke. Tømrermændene blev for mit vedkommende plejet med cola i hotellets poolområde. I øvrigt et stort flot område, med mange pools. Da det blev mørkt, hyggede jeg mig med lidt hestespil i børneområdet. Der kunne jeg da vinde. Vi gik desuden rundt og så lidt flere hoteller bl.a Luxor. De er alle sammen stort set ens indvendig, men udvendig er der gjort meget ud af det over alt. Det der står i guidebøgerne om gondoler i klorvand og sørøverskibe og vulkanudbrud ud til the strip passer. Det er sjovt at se, men kom i god tid, for der er mange mennesker.

Først den sidste formiddag fik vi spillet vores sidste penge væk. Aksel klarede det ret godt ved black jack bordet, og gik faktisk derfra med plus på kontoen. Vi nåede aldrig helt at fatte de mange spillemaskiner, så der fik vores dyrt tjente penge hurtigt ben at gå på.

Efter et par sjove men tilpas antal dage, forlod vi Las Vegas og kørte mod Death Vally, der for mig mest lød som et stop i ørkenen, for ikke at skulle køre så langt. Men det er faktisk en nationalpark, med mange sjove steder at se, selvom deres navne ikke ligefrem udstråler det: Djævlens Golfbane og Bad water. Vi fik set begge dele, og det var faktisk spændende nok. Det består af saltaflejringer og alle afskygninger, og det er sjovt at se. Ironisk nok oplevede vi vores første regnvejr lige den dag vi var her med i den døde ørken. Utroligt når det nu ikke havde regnet i flere måneder. Vi boede på Furnace Creek Ranch, der havde lidt westerntema over sig med saloon og hestevognudstilling. Desuden en stor og dyb pool, det var opvarmet med varme kilder, så det var et hit.

Fra Death Vally begav vi os herefter af sted mod Yosemite Nationalparken. Det springende punkt var, om det såkaldte Tiogapas ville være åbent. Når det er lukket (om foråret) skal man køre ca. 250 km. ekstra for at komme til parken. Heldigvis var passet åbent, så vi slap for den lange tur. Inden vi nåede helt derop, gjorde vi et lille stop. Det var noget af en overraskelse at stige ud af bilen, for uh, hvor var det koldt. Da vi nåede den østlige indgang, og kørte ind i Yosemite, lå der sne, og det harmonerede dårligt med bare ben og sandaler. Vi kørte i første omgang igennem parken, og det var virkelig fantastisk. Vandfald, bjerge, søer, træer. I det hele taget fantastisk natur. Vi gjorde stop for at se redwoods, de store træer, der kan blive enormt gamle og enorme i omkreds. Et sted havde man i sin tid hugget hul igennem stammen, så en hestevogn kunne køre igennem. Alligevel levede træet endnu. Det er i det hele taget utroligt, hvad det kan holde til. Fx kan træet brænde uden at gå ud. Faktisk bruger de i parken netop ild til at tynde ud i bevoksningen, og give lys i skovbunden. Mens vi var der, havde de netop sådan en kontrolleret skovbrand. Denne første dag så vi desuden et nybyggermuseum under åben himmel med rigtige hytter, genstande og en overdækket bro. Det var som at gå rundt i ”det lille hus på prærien”.

Desværre boede vi ikke inde i Yosemite. Vi var lidt for nærrige, da vi kiggede på det hjemmefra. I stedet boede vi i El Portal lige uden for parken. Her havde vi et fantastisk værelse med bjørn som tema. Selv toiletrulleholderen var med bjørn på. Det var helt perfekt, for Aksels drøm var jo netop at se en bjørn, og det er der ikke ret store chancer for i Yosemite.  Jeg ved ikke lige hvad vi havde klikket på, da vi bestilte værelset, for der var spabad og indbygget ”pejs”, der kunne tændes på en kontakt. Vildt skønt. Her kunne man også lave mad i et lille køkken.

Vi sov en dejlig nat i det fine værelse, og var så klar til endnu en dag med store oplevelser. Sammen så vi et flot vandfald, og efterfølgende vandrede Aksel højere op, og så flere vandfald. Jeg gik i stedet tur nede ved en flod, og fik købt ind. Derefter var det tid til at køre ud af parken. På vejen skulle jeg på et tidspunkt passere en autocamper, der nærmest var smidt i vejsiden med katastrofeblinket på. Jeg kiggede så ud til siden, og så en bjørn inde på en græsslette. Jeg råbte BJØRN og smed bilen ind til siden. Aksel greb vores kamerataske, og så var vi ude. Derinde bare 100 meter væk gik en flot bjørn med 2 unger. Det var fantastisk at se. Hun duftede i vinden, og vidste, at vi var der, men ellers passede de bare sig selv. Ungerne tumlede rundt henover nogle træstammer, og det var sjovt at opleve. Det var turens højdepunkt, og vi var jublende glade. På vej ud af parken var vi heldige endnu engang, for der sad lige en bæver tæt ved vejen, så endnu engang blev bilen smidt. Jeg kunne komme helt tæt på den, og den er meget fotogen og sad og vendte sig, så jeg kunne filme den fra alle sider. Resten af turen ud var også rigtig flot, og vi fortrød, at vi ikke tog flere overnatninger i Yosemite. Fordi alting var så flot og fascinerende, kom vi igen for sent på landevejen. Så selvom vi havde lovet os selv ikke at gøre det igen, kørte vi i mørke, hvor de advarede mod deer på vej mod Lake Tahoe. Det var igen ikke nogen fornøjelse, for vi var ret bange. Heldigvis så vi ingen dyr, og nåede sikkert frem.

Første morgen ved Gran Canyon bød selvfølgelig på en tur ud til ”the rim”, der er kanten af Canyonen. Men allerede ca. 100 meter fra vores dør, skulle vi først lige passere endnu et stort mule deer. Det gik bare der på den asfalterede sti midt i vores lodge. Utroligt flot dyr, men jeg var ikke helt kommet mig efter nattens køretur.

Der var kun en kort gåtur til kanten, og så stod vi der foran det mest fantastiske syn. Gran Canyon er virkelig fantastisk. Det er så storslået, at man falder for alle fraserne i guidebøgerne: Man mister simpelthen pusten. Det er ubeskriveligt smukt og bare så storslået, at man mangler ord. De mange farver klipper, de forskellige fremspring, platouerne, skyerne der kaster skygger og Coloradofloden i bunden. Ufatteligt at naturen kan producere noget så flot. Ud på eftermiddagen var der uvejr med lyn og torden ovre på den nordlige side af kanten, og det var flot at stå og se over på. Vi fik ikke selv noget uvejr. Til gengæld fik vi en såkaldt RangerTalk, hvor en parkbetjent fortalte historier fra Gran Canyon. Det var rigtig sjovt, og hun gjorde det godt.

Aftenen blev for mit vedkommende brugt på noget af et antropologisk studie. Jeg var nemlig på møntvaskeri på campingpladsen. Det var altså lidt sjovt at skulle finde ud af hvordan sådan noget fungere. Amerikanske vaskemaskiner skal fx have sæben direkte ned i maskinen sammen med tøjet. Sæben trækker man i en automat, men der stod bare ikke soap nogen steder. Så i første omgang stod jeg med en lille farvestrålende pakke med 2 tynde stykker stof/papir/net i. Hmm, så måtte jeg vist lige have lidt hjælp. En sød gammel hippie hjalp med detaljerne, og det lykkedes mig at få vasket alt vores tøj. Det første jeg havde trukket i automaten, var noget man kunne komme med i tørretumbleren vist nok for at undgå statisk elektricitet.

Næste morgen stod vi meget tidligt op, og tog ud til den østlige ende af parken. Vi sad klar kl. 5, og så derfra solen stå op over canyon. Det var et flot syn, når den minut for minut fik alle farver til at skifte igen og igen. Derefter begav Aksel sig ud på en vandretur ned i kløften. Jeg er ikke så meget til det der hårde trekking, og er da slet ikke i form til det, så jeg tog i stedet ud for at se på flere af de mange dyr. Efter et par timer mødtes vi igen. Aksel havde haft en fantastisk tur, og havde nydt at blive tæsket igennem fysisk. Han havde selvfølgelig også valgt den stejle sti i stedet for den mere humane. Der hvor jeg havde været, var der desværre ingen dyr at se. Nok fordi man et stykke derfra var ved at lave noget vejarbejde, der larmede.

Gran Canyon er noget af det flotteste, jeg har oplevet. Selve parken fungerer rigtig godt. Der kører gratis shuttelbusser til alle steder, så det er nemt at komme rundt. Man kan også køre i sin egen bil, men det er der slet ingen grund til.

Vi kunne godt have brugt en dag mere ved Gran Canyon, men turen gik videre til Zion Nationalparken. Fra Arizona gik turen nu altså ind i Utah. Først da vi skulle spise aftensmad, opdagede vi, at der også er tidsforskel fra Gran Canyon (der ikke følger resten af Arizona) til Utah. Zion Nationalparken er også centreret om Colororadofloden, der har skåret sig ned gennem bjergene. I Zion ser man bare det hele nedefra. Det er en god modsætning til Gran Canyon, hvor man jo ser det oppefra.  Vejen indtil Zion gik gennem nogle små tunneler, og det er kun muligt at køre i bil i den sydlige del af kløften. Men der er en meget fin shuttelbusservice her også. Zion var en flot oplevelse. Igen var det de mange farver i klipperne, og formerne der imponerede. En rigtig god oplevelse der som sagt supplerede Gran Canyon perfekt. Vi boede i Springdale lige udenfor den sydlige indkørsel på Pioneer Lodge. Vi havde et flot værelse, hvor møblerne skulle ligne, at de var lavet af træstolper. Efter besøget i parken tilbragte vi lidt tid i poolen. Det var dejligt fordi temperaturen var høj, og fødderne ømme. Desuden var der også derfra flot udsigt til de høje smukke bjerge. Formålet var også, at vi først ville tage af sted, så vi kunne ankomme til Las Vegas, efter det var blevet mørkt. For at få den der oplevelse af en kæmpe lysø, der pludselig poppede op ad ørkenen.

Vi  ankom til Palm Springs fredag aften. Det var mørkt men dejlig varmt. Lidt af et skift i forhold til LA, der jo ligger ved vandet. Vi boede på Best Western Inn at Palm Springs. Hotellet var fint nok, men lå ikke super centralt. De vi jo kun skulle sove og spise, gjorde det dog ikke så meget. Der var microovn og køleskab, hvilket vi på det tidspunkt troede, var standard. Der var morgenmad inkluderet , men det var ikke noget at skrive hjem om. Generelt skulle det viser sig, at især dagens første måltid var svært at finde i en lækker version. Inden vi gik i seng var vi dog lige i et supermarked. Fantastisk hvad man kan købe i det land. De havde bare ALT i den butik. Så vi fik shoppet corn flakes og mælk, vand, sprut, færdigretter og hvad vi ellers kunne drømme om. Vi indkøbte også en flamingokasse med låg, der de næste mange dage, skulle blive en kær ven. Med is fra de ismaskiner der var på alle hoteller, blev den et perfekt sted til kolde vand mv. til turen.

Næste morgen kørte vi ud til Palm Springs Aerial Tramway, der bragte os op i 8.500 fod til en dejlig sval bjergtop. Turen forgår i en stor lukket ”glaskurv” og tager 10 min. Det var en ingeniør der allerede i 1935 fik ideen. Han var træt af varmen i dalen om sommeren, og flyttede i de måneder op på bjerget. Tekniske vanskeligheder og et par krige gjorde dog, at trammen først i 1963 stod færdig. Det er flot tur op, og viser tydeligt forskellen på flad ørken og høje bjerge. På toppen er der mulighed for korte og lange vandreture med eller uden hikerudstyr og overnatning. Vi tog kun en kort tur rundt, da vi havde en lang dag foran os. Til gengæld så vi det første af mange mange egern vi skulle møde på vores rejse.

Vel nede i dalen gik turen til Joshua Tree Nationalparken. Parken er som det fremgår kendt for et bestemt træ. Det var vores første besøg i en nationalpark, og derfor blev vi der, og så mere end jeg ellers vil anbefale. Der var nogle flotte stenformationer, og vi vandrede på en kaktussti (her gælder det om ikke at miste balancen). Mest interessant var det dog at se, hvor Coloradoørkenen støder sammen med Mojaveørkenen.  De er meget forskellige i udseende og temperatur. Ved indkørsel til parken købte vi vores pas, der gjaldt til alle nationalparkerne i USA. Det kostede 80 $, og kunne godt betale sig i vores tilfælde. Entreen ligger i de pakker vi var i, mellem 15 og 25 $, så man skal lige overveje, hvad der bedst kan betale sig.

Vi startede derefter på den længste køretur, der også skulle vise sig at være den værste. Først gik turen gennem uendelig ørken, hvor der var langt mellem bilerne. Derefter på motorvej, der dog ikke helt er som herhjemme. Flere steder er der ingen autoværn mellem de 2 retninger, og især i Californien var belægningen flere steder elendig. I stedet for at føre tværgående veje under eller over motorvejen, som vi er vant til herhjemme, ændrede vejen bare status til almindelig vej for efter den tværgående vej igen at blive motorvej. Tæt på midnat nærmede vi os Gran Canyon fra syd. Vejen var her bare en almindelig bred vej, og det var rigtig mørkt. Jeg sad og småsov, men vågnede ved, at Aksel gav en lyd og drejede bilen uden om et road kill (kender vi jo alt til). Det var et stort rådyr, der lå på midterstriben. Længere henne så jeg i vejsiden en mand stå og vifte med armene oppe over hovedet. Jeg nåede at tænke, at han nok skulle have hjælp. Men nej, det var ikke en mand. Det var en kæmpe stor kronhjort af an art (vi skulle senere lære at det var et mule deer). Fra da af var vi helt vågne og opmærksomme begge to. Pludselig vrimlede det med de store dyr. På og langs med kørebanen. Jeg var så bange. De dyr var så store, at vi ikke ville have overlevet at køre et ned. Det var skrækkeligt. På et tidspunkt passerede vi et dyr i vejsiden så tæt på, at vi begge skreg højt. Det var virkelig ubehageligt. Selv da vi kørte 40 km/t midt på vejen. Flere gange blev vi overhalet af andre, men det var også store biler med gitter foran, der nok ikke regnede det for noget, at ramme sådan et dyr. Endelig nåede vi en lille by, med gadebelysning osv. Men næ nej, selv inde på tankstationen vi passerede, gik dyrene rundt. Vildt. Vi fandt næste dag ud af, at dyrene går der, fordi græsset langs vejen er ekstra lækkert, fordi regnvand fra vejen holder det frodigt og frisk. Efter flere nervepirrende km. nåede vi indkørslen til Gran Canyon National Park. Rangerstationen var lukket, så vi kom gratis ind, fordi vi kom der ud på natten (vi havde jo vores pas, men her skulle der vist egentlig have været betalt lidt ekstra). Inde i selve parken vrimlede det selvfølgelig også med de store dyr. Heldigvis skulle vi ikke køre så langt, men vi var bange for at vores lodge var lukket. Pludselig anede vi lys i mørket, og var meget meget glade, da vi fandt den åbne reception. Længe leve GPS´en der første os lige derhen.  Jeg var ellers indstillet på at overnatte i bilen, bare vi ikke skulle køre mere.  Sikke en tur. Jeg rystede i lang tid, og drømte om deers om natten. Vi overnattede på Yavapai Lodge, der havde en perfekt beliggenhed, men var uden de store faciliteter som air con og køleskab. Til gengæld boede vi fysisk ude i skoven. Det er dyrere at bo inde i nationalparken, men jeg vil ikke anbefale andet.

Jeg kan godt se, at der mangler nogle indlaeg her paa bloggen. For der er sket en hel masse siden jeg skrev sidst. Det springer jeg lige over i foerste omgang, og kan berette, at jeg lige nu befinder mig i Utah, USA. Vi rejser 3 uger rundt her i det vestlige USA, og nyder det. Ferien bestaar af en blanding af nationalparken, og storbyen. Det bidrager hver isaer med helt fantastiske oplevelser.

Vi ankom til Los Angeles efter en meget lang flyvetur. For en gangs skyld maatte vi loebe livet af os i Paris (lige som sidste år), men saadan skal det aabenbart vaere i den lufthavn! I LA kom vi med en shuttelbus til Hollywood hvor hotellet laa. Vi var selvfoelgelig de sidste der kom af, og paa det tidspunkt var det 24 timer siden, vi havde forladt vores seng. Heldigvis var kl. kun 22 samme dag, saa intet var mistet :-).

I LA brugte vi dagene paa at se paa stjerner. Ikke dem paa himlen og ikke dem fra film. Ingen af delene er vist til at komme til at oplave i en stor og larmende by som LA. Stjerne var dem paa Hollywood Boulevard. Det er en kliche, men vi maatte jo se dem. Generelt er omraadet en stor turistfaelde, hvor man ud over at se paa stjerne paa fortorvet, kan opleve, Monroe, Elvis, Bat Man eller andre beroemtheder gaa rundt, og tilbyde at man bliver fotograferet med dem. Vi var ogsaa en tur i biografen en i meget gammel og flot biograf (Grauman´s Chinese Theater). Jeg ved godt at intet her er rigtig gammelt, men I ved hvad jeg mener. Udover film blev det ogsaa til live underholdning. Nemlig Dirty Dancing som musical . Jep, Nobody puts baby in the corner, og jeg havde the time of my life! Super god underholdning, for en toes som mig. Knap saa interessant for de (forretsnings)maend der maatte dele oplevelsen med mig og alle de andre toeser fra hele verden. Yeeea. LA boed ogsaa paa besoeg i Universal Studio. Stor oplevelse. Fik en krammer af Shrek mens Aksel holdt de smaa boern vaek! De kan kramme med Peter Pedal/George Nysgerrig. Vi fik set 3d og 4d film, og det var ganske morsomt. Et besoeg kan varmt anbefales. Der var ogsaa en del rutchebaner mv. Det kan ikke anbefales hvis man som mig altid bliver syg af den slags. Her var det saa den anden halvdels tur til at have the tim of his life...i Simpsonland. En af de store oplevelser var et stort stunt show over filmen Water World. Gode effekter lige der foran en. Vi blev noget våde, men det var godt. Showet har vist kørt i mange år, men for førstegangsbesøgende, er det et must. Eneste minus ved Universal var, at der kun var åbentlig fra kl. 10 til 18. Det var lige knebent nok, selvom vi var der fra starten. I højsæsonen har de åbent længere. Vi valgt at købe et først-i-køen-kort, så vi alle steder kom til før dem, der ikke havde sådan et kort. Det var rart. Havde vi ikke haft det, havde vi slet ikke nået alt det vi gjorde.

Næste dag nåede jeg lige at blive klippet...af Maria fra El Salvador på Sunset Boulevard. Så var vi ellers klar til at komme væk fra Los Angeles. Vi havde nok valgt en overnatning for meget.

Vi hentede vores bil en fredag eftermiddag. En Mustang, der kan tage taget af. Meget meget cool bil, med mange tjekkede detaljer. Igen nok mere noget den anden nyder. Jeg koerer bare. Og der er veje nok, skulle jeg hilse at sige. Turen ud af LA var dog ingen fornoelse. Pludselig fremstaar Ishoej-sammenfletningen en fredag eftermiddag som ingenting. Puha vi holdt i koe. Men vi kom endelig ud, og var i Palm Springs paa et oejeblik. Det er ude i oerkenen, og der var dejlig varmt, selv en fredag aften.

Jeg har oplevet en del mere, men tiden her er knap, saa I maa vente med mere info. Jeg skal lige i poolen nemlig. Dette indlaeg er nu opdateret med links mv.